Hvordan kan jeg være aktiv?

Der er mange måder at bidrage til foreningens arbejde og være aktiv i det danske aseksuelle community.

Du kan være aktiv og deltage i diskussionerne på forummet ScandinAven. Vær med til at gøre det aseksuelle fællesskab til et levende sted med nogle spændende diskussioner. Start fx med at skrive en kort præsentation af dig selv i præsentationsforummet så nye medlemmer kan danne sig et billede af hvem vi er.

Du kan også deltage i de sociale arrangementer/meetups eller selv tage initiativ til at arrangere noget. Alle arrangementerne annonceres typisk på ScandinAven og som regel også på foreningens facebook-side. Der sker en del i København, og der har også været meetups i Aarhus og Odense.

Hvis du gerne vil bidrage til foreningens oplysningsarbejde om aseksualitet, kan du fx skrive et bidrag til vores Q&A, hvor foreningens medlemmer giver deres individuelle svar på nogle almindelige spørgsmål om aseksualitet. Hvis du har noget andet du gerne vil skrive en artikel om, kan vi nok også finde et sted til det på hjemmesiden, så kontakt os gerne. Og hvis du har andre ideer i det hele taget, vil vi også gerne høre fra dig – vi er åbne for det meste :).

Du kan også blive skrevet op i vores henvendelsesregister. Det er de medlemmer vi kontakter når vi får henvendelser fra journalister der vil lave case-historier.

Derudover yder foreningen et arbejde med fx at arrangere vores Pride-deltagelser, og her er der også plads til ekstra arbejdskraft. Læs på forum om hvad der aktuelt er gang i, eller skriv en mail til bestyrelsen(snabel-a)aseksuelle.dk.