FAQ

Q: Hvad vil det sige at være aseksuel?

A: Den mest almindelige definition på det at være aseksuel (også kaldet ace) er, at man ikke oplever seksuel tiltrækning. Folk oplever dog deres aseksualitet forskelligt, og der er ikke én fast eller korrekt definition på at være aseksuel. Aseksualitet opfattes ofte som et spektrum, symboliseret ved den grå farve i flaget. På spektret findes blandt andet demiseksuel og gray-a.

Q: Og hvad er så det her med at være aromantisk?

A: Hvis man er aromantisk, oplever man ikke romantisk tiltrækning til andre. Der er nogle aseksuelle, der også er aromantiske, men det er ikke alle, og der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem de to.

Q: Er jeg aseksuel?

A: Det kan du bedst selv afgøre. Kig dig omkring på siden her, og læs måske nogle af de ressourcer vi linker til. Hvis du synes, du kan kende dig selv i det du læser, kan det være du er aseksuel. Men i sidste ende er det dig selv der afgør, om du identificerer dig et sted på det aseksuelle spektrum.

Q: Hvordan kan man vide, at man er aseksuel, hvis man aldrig har prøvet at have sex?

A: På samme måde som de fleste ret tydeligt identificerer sig som heteroseksuelle, inden de har debuteret seksuelt, og på samme måde som de fleste ved, at de ikke er biseksuelle, selv om de kun har prøvet at have sex med personer af ét køn. Aseksualitet handler om selve det at føle tiltrækning, ikke om hvorvidt man har sex i praksis.

Q: Er det ikke det samme som cølibat/afholdenhed?

A: Nej. Personer der har valgt at leve i cølibat har truffet et valg, men man kan ikke vælge at tænde eller slukke for sin følelse af seksuel tiltrækning. At være aseksuel er ikke et valg  man træffer, på samme måde som man ikke selv vælger at være homoseksuel. Det handler om hvilke følelser ens krop og psyke har.

Q: Kan man være aseksuel og seksuelt aktiv på samme tid?

A: Ja. Om man er seksuelt aktiv er ikke afgørende for, om man kan identificere sig som aseksuel. Nogle aseksuelle har sex; andre har ikke. Nogle aseksuelle har det fint med (at have) sex og seksuelt indhold i f.eks. film og bøger, andre aseksuelle bryder sig ikke om det. Og atter andre synes bare det er kedeligt.

Q: Kan man masturbere og være aseksuel samtidig?

A: Ja. Ligesom med sex er det ikke afgørende for din aseksualitet, om du masturberer eller ej. Om man har lyst til at masturbere eller ej, har ikke nødvendigvis noget at gøre med, om man føler seksuel tiltrækning til andre.

Q: Hvorfor vælger nogle aseksuelle at have sex og andre ikke?

A: Der kan være mange årsager til at  man som aseksuel vælger at have sex eller ikke at have sex. Nogle aseksuelle vælger f.eks. at have sex for at glæde en partner, fordi de selv nyder at have sex, af nysgerrighed eller for at få børn. Nogle aseksuelle vælger ikke at have sex, fordi det ikke interesserer dem, eller fordi de ikke bryder sig om (tanken om) det. Nogle aseksuelle betegner sig selv om sex-averse eller sex-repulsed, hvilket dækker over, at de i større eller mindre grad føler sig ubehageligt til mode eller frastødt ved sex. Andre aseksuelle betegner sig derimod som sex-neutral eller sex-positive.

Q: Kan man som aseksuel sige nej til sex?

A: Man kan altid sige nej til sex, hvis man ikke har lyst. Om man siger nej til nogensinde at have sex eller nej i en given situation, er det lige validt. At man én gang har sagt ja til sex, betyder heller ikke, at man skal sige ja fremover, ligesom man godt kan sige ja, selvom man tidligere har sagt nej. Det handler om at gøre det, man føler sig komfortabel med. At til- eller fravælge sex kan være et svært dilemma som aseksuel, fordi der generelt bliver lagt stor vægt på sex i samfundet – især i kontekst af romantiske forhold. Et godt forhold bliver ofte sat lig med et seksuelt forhold, og nogle aseksuelle føler sig skyldige, hvis de vælger ikke at have sex med deres partner(e).

Q: Må jeg spørge om…?

A: Aseksuelle bliver ofte spurgt, om de masturberer, eller om de har prøvet at have sex. Det kan føles som et meget ubehageligt spørgsmål, dels fordi det kan føles enormt påtrængende og upassende at blive spurgt ind til ens sex- og masturberingsvaner, fordi det for mange er privat, dels fordi spørgsmålet ofte bygger på antagelse om, at man ikke kan være aseksuel, hvis man også har sex og/eller masturberer. Man kan også møde den opfattelse, at hvis man ikke har prøvet at have sex, kan man da ikke kan vide, om man er aseksuel. Hvis nogen fortæller dig, at de er aseksuelle, så tænk på, at det ikke er en åben invitation til at udfritte dem om deres sexliv. Det er op til hver især at trække en grænse for, hvad man vil fortælle om sig selv. Afhængigt af hvor godt I kender hinanden, så overvej hvilken type spørgsmål du selv ville være komfortabel med at svare på. Det kan være ok at stille et åbent spørgsmål, men husk at lade det være op til den anden om de vælger at svare. Man kan ikke kræve af aseksuelle – eller nogen andre – at de skal bevise, at de har den seksualitet, de siger.

Q: Hvad er det med al den snak om kage?

A: Det siges at en aseksuel engang fik spørgsmålet “Hvad kan være bedre end sex?” og dertil svarede “Kage?”. Siden da har kage været brugt som en slags symbol for aseksuelle. Men i virkeligheden er det lidt pjattet, for der er jo så mange ting, der er bedre og mere interessante end sex…

Q: Hvilke symboler findes der for aseksuelle/aseksualitet?

A: Der findes flere forskellige. Flaget, bestående af fire vandrette striber, oppefra og ned: sort, grå, hvid, lilla. Symbolet for spar es anvendes ofte (inspireret af det engelske ace, som betyder es). Nogle aseksuelle går med en sort ring. Og endelig er der kage i alle afskygninger (se ovenfor).

 

Du kan læse mere om forskellige begreber relateret til aseksualitet på AVENs wiki.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*