FAQ

Om aseksualitet

Q: Hvad vil det sige at være aseksuel?

A: Den mest almindelige definition på det at være aseksuel (også kaldet ace) er, at man ikke oplever seksuel tiltrækning. Folk oplever dog deres aseksualitet forskelligt, og der er ikke én fast eller korrekt definition på at være aseksuel. Aseksualitet opfattes ofte som et spektrum, symboliseret ved den grå farve i flaget. På spektret findes blandt andet demiseksuel og gray-a.

Q: Og hvad er så det her med at være aromantisk?

A: Hvis man er aromantisk, oplever man ikke romantisk tiltrækning til andre. Der er nogle aseksuelle, der også er aromantiske, men det er ikke alle, og der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem de to.

Q: Er jeg aseksuel?

A: Det kan du bedst selv afgøre. Kig dig omkring på siden her, og læs måske nogle af de ressourcer vi linker til. Hvis du synes, du kan kende dig selv i det du læser, kan det være du er aseksuel. Men i sidste ende er det dig selv der afgør, om du identificerer dig et sted på det aseksuelle spektrum.

Q: Er det synd for aseksuelle, at de ikke har sex?

A: Nej, for som aseksuel føler man ikke trangen til sex, og derfor savner man ikke noget. Lidt på samme måde som det ikke er synd for folk, der ikke sætter pris på god litteratur og derfor ikke læser bøger eller folk, der ikke interesserer sig for fodbold og derfor ikke “går glip af” en spændende kamp i fjernsynet. Nogle aseksuelle kan til gengæld synes, det er lidt synd for seksuelle, at de kan opleve så stort et savn efter sex, hvis de fx har været single i en periode og nærmest bliver stressede over at skulle finde det næste knald. Den slags stress slipper man for som aseksuel.

Q: Hvordan kan man vide, at man er aseksuel, hvis man aldrig har prøvet at have sex?

A: På samme måde som de fleste ret tydeligt identificerer sig som heteroseksuelle, inden de har debuteret seksuelt, og på samme måde som de fleste ved, at de ikke er biseksuelle, selv om de kun har prøvet at have sex med personer af ét køn. Aseksualitet handler om selve det at føle tiltrækning, ikke om hvorvidt man har sex i praksis.

Q: Er det ikke det samme som cølibat/afholdenhed?

A: Nej. Personer der har valgt at leve i cølibat har truffet et valg, men man kan ikke vælge at tænde eller slukke for sin følelse af seksuel tiltrækning. At være aseksuel er ikke et valg man træffer, på samme måde som man ikke selv vælger at være homoseksuel. Det handler om hvilke følelser ens krop og psyke har.

Q: Skyldes aseksualitet seksuelle overgreb?

A: Det er en fejl at tro, at alle aseksuelle har været udsat for et seksuelt overgreb, og at det er grunden til, at de er aseksuelle. Der er ingen entydig og altid gyldig sammenhæng mellem aseksualitet og seksuelt misbrug. De fleste aseksuelle har heldigvis aldrig oplevet seksuelle overgreb, mens nogle har – enten før eller efter de begyndte at identificere sig som aseksuelle. Under alle omstændigheder er det op til folk selv at beslutte, om “aseksuel” er et begreb, der passer på dem.

Q: Er aseksualitet forårsaget af en hormonel ubalance?

A: Det korte svar: Måske. Så vidt vi ved, findes der ikke meget forskning på området, og vi er ikke selv stødt på noget, der tyder på, at det generelt skulle være tilfældet. Men i forhold til gyldigheden af aseksualitet som seksuel orientering mener vi heller ikke, det er så vigtigt. Spørgsmålet kan til gengæld være udtryk for en sygeliggørende tankegang omkring aseksualitet som ”noget der går over, hvis det bliver behandlet”. En sådan tankegang tager foreningen afstand fra, da spørgeren så nemt gør sig selv til dommer over andres identitet, og hvorvidt man bør tilstræbe at ”blive mere som andre”. Hvis du selv er i tvivl om, hvorvidt der kan være et hormonelt problem hos dig, anbefaler vi, at du taler med din læge om det.

Q: Må jeg spørge om...?

A: Aseksuelle bliver ofte spurgt, om de masturberer, eller om de har prøvet at have sex. Det kan føles som et meget ubehageligt spørgsmål, dels fordi det kan føles enormt påtrængende og upassende at blive spurgt ind til ens sex- og masturberingsvaner, fordi det for mange er privat, dels fordi spørgsmålet ofte bygger på antagelse om, at man ikke kan være aseksuel, hvis man også har sex og/eller masturberer. Man kan også møde den opfattelse, at hvis man ikke har prøvet at have sex, kan man da ikke kan vide, om man er aseksuel. Hvis nogen fortæller dig, at de er aseksuelle, så tænk på, at det ikke er en åben invitation til at udfritte dem om deres sexliv. Det er op til hver især at trække en grænse for, hvad man vil fortælle om sig selv. Afhængigt af hvor godt I kender hinanden, så overvej hvilken type spørgsmål du selv ville være komfortabel med at svare på. Det kan være ok at stille et åbent spørgsmål, men husk at lade det være op til den anden om de vælger at svare. Man kan ikke kræve af aseksuelle – eller af nogen andre – at de skal bevise, at de har den seksualitet, de siger.

Livet som aseksuel

Q: Kan man være aseksuel og seksuelt aktiv på samme tid?

A: Ja. Om man er seksuelt aktiv er ikke afgørende for, om man kan identificere sig som aseksuel. Nogle aseksuelle har sex; andre har ikke. Nogle aseksuelle har det fint med (at have) sex og seksuelt indhold i f.eks. film og bøger, andre aseksuelle bryder sig ikke om det. Og atter andre synes bare det er kedeligt.

Q: Kan man masturbere og være aseksuel samtidig?

A: Ja. Ligesom med sex er det ikke afgørende for din aseksualitet, om du masturberer eller ej. Om man har lyst til at masturbere eller ej, har ikke nødvendigvis noget at gøre med, om man føler seksuel tiltrækning til andre.

Q: Hvorfor vælger nogle aseksuelle at have sex og andre ikke?

A: Der kan være mange årsager til at  man som aseksuel vælger at have sex eller ikke at have sex. Nogle aseksuelle vælger f.eks. at have sex for at glæde en partner, fordi de selv nyder at have sex, af nysgerrighed eller for at få børn. Nogle aseksuelle vælger ikke at have sex, fordi det ikke interesserer dem, eller fordi de ikke bryder sig om (tanken om) det. Nogle aseksuelle betegner sig selv om sex-averse eller sex-repulsed, hvilket dækker over, at de i større eller mindre grad føler sig ubehageligt til mode eller frastødt ved sex. Andre aseksuelle betegner sig derimod som sex-neutral eller sex-positive.

Q: Kan man som aseksuel sige nej til sex?

A: Man kan altid sige nej til sex, hvis man ikke har lyst. Om man siger nej til nogensinde at have sex eller nej i en given situation, er det lige validt. At man én gang har sagt ja til sex, betyder heller ikke, at man skal sige ja fremover, ligesom man godt kan sige ja, selvom man tidligere har sagt nej. Det handler om at gøre det, man føler sig komfortabel med. At til- eller fravælge sex kan være et svært dilemma som aseksuel, fordi der generelt bliver lagt stor vægt på sex i samfundet – især i kontekst af romantiske forhold. Et godt forhold bliver ofte sat lig med et seksuelt forhold, og nogle aseksuelle føler sig skyldige, hvis de vælger ikke at have sex med deres partner(e).

Q: Kan aseksuelle have børn?

A: Ja, selvfølgelig. På samme måde som en del homoseksuelle ønsker at få børn, selv om deres seksuelle præference ikke umiddelbart fører til reproduktion. Man kan så fx vælge at have sex med det formål at opnå graviditet – og ellers er der jo i dag andre måder, som kunstig befrugtning og adoption.

Mest for aseksuelle

Q: Hvad får jeg ud af at melde mig ind i foreningen?

A: Først og fremmest støtter du foreningens arbejde, både økonomisk og volumenmæssigt (en forening med 200 medlemmer i ryggen har mere pondus i debatten end en med 50). Du kan læse mere om det arbejde, din støtte går til.

Derudover får du stemmeret på generalforsamlingen, så du kan påvirke foreningens arbejde fremadrettet, og du bliver fx inviteret til at deltage, når vi holder spørgeskemaundersøgelser eller workshops for medlemmerne (1-2 gange om året). Du får også adgang til nogle arrangementer som kun er for medlemmerne (bla. jule- og påskefrokost). De fleste sociale og faglige arrangementer er dog åbne for alle uanset medlemsskab, så hvis det er dit primære formål, behøver du sådan set ikke melde dig ind.

Q: Dækker FAD også Færøerne og Grønland?

A: Vi er ikke umiddelbart aktive på Færøerne og i Grønland, men vi står gerne til rådighed, hvis du mener, der er noget, vi kan hjælpe med. Vi har tidligere haft medlemmer i Grønland, og når vi sender informationsmateriale bredt ud i LGBT+-miljøet, sender vi det af og til også til kontakter på Færøerne og i Grønland, hvis vi vurderer, at det kan være relevant.

Q: Hvad er det med al den snak om kage?

A: Det siges at en aseksuel engang fik spørgsmålet “Hvad kan være bedre end sex?” og dertil svarede “Kage?”. Siden da har kage været brugt som en slags symbol for aseksuelle. Men i virkeligheden er det lidt pjattet, for der er jo så mange ting, der er bedre og mere interessante end sex…

Q: Hvilke symboler findes der for aseksuelle/aseksualitet?

A: Der findes flere forskellige. Flaget, bestående af fire vandrette striber, oppefra og ned: sort, grå, hvid, lilla. Symbolet for spar es anvendes ofte (inspireret af det engelske ace, som betyder es). Nogle aseksuelle går med en sort ring. Og endelig er der kage i alle afskygninger (se ovenfor).

Q: Hvor(dan) kan jeg møde andre aseksuelle?

A: Online kan du fx møde andre aseksuelle på det skandinaviske forum ScandinAven, i forskellige facebook-grupper eller på andre sociale medier. ScandinAven har også en liste over mødesteder for aseksuelle på forskellige sociale medier: http://scandi.asexuality.org/viewtopic.php?f=10&t=3

På forummet ScandinAven ligger der en lille guide til at finde dit første meetup.

Q: Findes der et (dansk) dating-site for aseksuelle?

A: Nej, ikke for øjeblikket. Men man kan jo altid prøve at spørge sig for på forum eller i en af facebookgrupperne, fx “ACE-DATE dating for aseksuelle” (sep. 2021). Derudover har flere aseksuelle talt godt om de to dating-apps Bumble og OkCupid, hvor man begge steder kan angive sin seksualitet som aseksuel.

Q: Er foreningen også for alloseksuelle aromantikere eller kun aseksuelle aromantikere?

A: Vi hedder Foreningen for Aseksuelle, så det er vores primære målgruppe, men alle er velkomne til at melde sig ind, uanset seksuel, romantisk eller enhver anden orientering, og den eneste restriktion vi af og til har for deltagelse, er, at nogle få arrangementer er forbeholdt foreningens medlemmer. De fleste arrangementer er åbne for ikke-medlemmer, så hvis du er i Københavnsområdet, kan du fx kigge forbi til en hyggeaften (første onsdag i hver måned) eller et andet meetup og møde os og smage på stemningen, inden du melder dig ind.

Vi har ikke som sådan arrangementer for aromantiske, men vil gerne støtte det aromantiske miljø, hvor vi kan, da der for øjeblikket ikke findes en aromantisk forening i Danmark. Vi har flere aromantiske blandt medlemmerne, så du vil givetvis kunne møde ligesindede på den front, men de fleste vil være aseksuelle aromantiske, så der vil også være nogle temaer, hvor du måske vil have lidt sværere ved at finde spejling.

Du kan læse mere om forskellige begreber relateret til aseksualitet på AVENs wiki.

6 Comments on “FAQ

  1. Hej 🙂
    Jeg fik en rigtig god snak med et par søde kvinder ved gay pride i Aalborg , og herved lærte jeg lidt mere om mig selv 🙂
    Dette er en fin side og overskuelige forklaringer på begreberne .

  2. Hej Lærke,

    Hvis du vil møde andre til almindeligt socialt samvær, eller måske for at høre lidt om hvordan andre oplever deres aseksualitet, vil jeg foreslå dig at kigge ind på forum: http://scandi.asexuality.org
    Her bliver annonceret de fleste sociale arrangementer. Der sker mest i Københavnsområdet på den front, i resten af landet er det ikke så tit.

    Du kan også holde øje med foreningens facebook, der reklamerer vi for de fleste arrangementer fra forum, men ikke nødvendigvis alle.

    Mht. dating sites findes der mig bekendt ikke rigtigt noget for øjeblikket… Kig evt. på listen her http://scandi.asexuality.org/viewtopic.php?f=10&t=3

  3. Er det muligt at asksualitet er en hormonel tilstand med mangel på et eller andet hormon? Har aseksuelle evt. mindre liveenerg og drive. Mere vegeterende i deres tilgang til deres liv.

    • Tak for dit spørgsmål. Mht. hormonbalancen er det desværre ikke første gang vi hører om den type antagelser, så det har vi nu skrevet ind i FAQ’en. “Desværre” fordi det som regel er udtryk for, at folk reagerer på det, de ikke forstår, ved at prøve at udpege en årsag og derefter helst reducere det uforståelige til noget, der kan “fikses”.
      Vi er ikke bekendt med at aseksualitet i almindelighed skulle være koblet til en hormonel ubalance i kroppen, og det er bestemt ikke min erfaring at aseksuelle mangler livsenergi.

Skriv et svar til kamelsnegl Annuller svar