Her kan du blive lidt klogere på foreningens og bestyrelsens arbejde, ved at kigge på foreningens regnskaber og bestyrelsens beretninger fra tidligere generalforsamlinger. Bemærk at beretningerne fortæller om perioderne mellem de forskellige generalforsamlinger, og altså ikke følger kalenderåret.
Vedtægter for Foreningen for Aseksuelle i Danmark
Vedtægter for
Foreningen for Aseksuelle i Danmark
Vedtaget i København den 2. april 2016.
Revideret i København 2. april 2017, 16. marts 2019, 27. juni 2020, 5. september 2020, 17. april 2021 og 18. marts 2023.
Kapitel 1: Navn, formål og hjemsted
§ 1. Foreningens navn er Foreningen for Aseksuelle i Danmark, og dens hjemsted er Københavns Kommune. Foreningens formål er at virke til gavn for personer på det aseksuelle spektrum, bl.a. ved at udbrede information om aseksualitet, herunder det aseksuelle spektrum, og styrke det aseksuelle fællesskab i Danmark.
Kapitel 2: Medlemsforhold
§ 2. Som medlem kan optages enhver som sympatiserer med foreningens formål.
Stk. 2. Ved indmeldelse skal angives et navn og en e-mailadresse. Der betales ved indmeldelsen forholdsmæssigt kontingent for den resterende del af det regnskabsår, i hvilket indmeldelsen finder sted.
Stk. 3. En indmeldelse kan afvises af bestyrelsen, hvis særlige grunde taler herfor, og 2/3 af bestyrelsen stemmer herfor. Såfremt den optagelsessøgende ønsker det, skal afvisningen efterprøves ved afstemning på førstkommende ordinære generalforsamling.
§ 3. Kontingentet fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 2. Ændringer af kontingentet skal meddeles foreningens medlemmer mindst 2 måneder inden regnskabsårets udløb.
§ 4. Foreningens medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen, jf. § 9, stk. 8, og kan deltage i møder og sociale arrangementer.
Stk. 2. Medlemmerne skal overholde foreningens regler og leve op til dens formålsbestemmelse. Fornyelse af medlemskab sker ved indbetaling af kontingent inden udgangen af januar det pågældende regnskabsår.
§ 5. Ved udmeldelse skal angives medlemsnummer, det ved indmeldelsen opgivne navn og e-mailadresse. Udmeldelse bekræftes efterfølgende via medlemmets registrerede e-mailadresse.
Stk. 2. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når vedkommende handler til skade for foreningen eller ikke opfylder sine forpligtelser, og 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer for eksklusion. Beslutningen kan af den ekskluderede appelleres til generalforsamlingen, der ved afstemning træffer endelig afgørelse om eksklusion ved simpelt flertal.
Stk. 3. Medlemmer, der ikke har betalt forfaldent kontingent, kan uden videre udmeldes ved udgangen af januar måned i det pågældende regnskabsår, jf. §4, stk. 2.
Stk. 4. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke.
Kapitel 3: Bestyrelsen
§ 6. Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse bestående af en forperson og to til fire bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med forperson, næstforperson og kasserer. Desuden kan der vælges to suppleanter, hvoraf førstesuppleanten er den, der er valgt med højest stemmetal.
Stk. 2. Bestyrelsen og suppleanterne vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen. Ved valg til bestyrelsen har hvert medlem lige så mange stemmer, som der er pladser at besætte, dog kan der højst afgives én stemme pr. kandidat pr. valg. Ved stemmelighed foretages omvalg, såfremt der ikke er bestyrelsesposter nok til alle med givne stemmetal. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3. Såfremt bestyrelsen på grund af afgang i utide bliver færre end 3 medlemmer, indtræder en suppleant. Hvis der ikke findes en suppleant, skal der afholdes ekstraordinær generalforsamling med valg af supplerende bestyrelsesmedlemmer på dagsordenen.
Stk. 4. Såfremt forpersonen afgår i utide, overtages posten af næstforpersonen.
§ 7. Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal, men er kun beslutningsdygtig, når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Tilstedeværelse kan være online eller telefonisk. Ved stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende. Når forpersonen ikke er til stede, er næstforpersonens stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
§ 8. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Bestyrelsesmøde afholdes, når et bestyrelsesmedlem finder det nødvendigt. Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som godkendes af forpersonen eller næstforpersonen.
Stk. 3. Bestyrelsen kan beslutte, at et bestyrelsesmøde skal holdes lukket for foreningens medlemmer.
Kapitel 4: Generalforsamlingen
§ 9. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i perioden 1. februar – 30. april. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med 1 måneds varsel på foreningens hjemmeside og ved meddelelse til de enkelte medlemmer. Indkaldelsen vedlægges årsregnskabet.
Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når 10 eller halvdelen af foreningens medlemmer skriftligt kræver det med angivelse af grund. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter modtagelsen af begæringen herom. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med mindst 14 dages varsel på foreningens hjemmeside og ved meddelelse til de enkelte medlemmer.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent, referent og stemmetæller.
2. Bestyrelsens beretning om foreningens aktiviteter det forløbne år.
3. Forelæggelse af årsregnskabet til godkendelse.
4. Eventuelle indsendte forslag.
5. Valg af bestyrelse og suppleanter:
– 3 til 5 bestyrelsesmedlemmer
– op til 2 suppleanter
6. Valg af revisor.
7. Eventuelt.
Stk. 5. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet fremgår af nærværende vedtægt. Afstemninger skal ske skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.
Stk. 6. Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage inden generalforsamlingen. Det indsendte materiale skal indeholde en beskrivelse af det stillede forslag samt en motivation, der forklarer hvorfor forslaget ønskes vedtaget. Indkomne forslag udsendes af bestyrelsen til medlemmerne senest 7 dage inden generalforsamlingen. Forslag, der ikke er indsendt rettidigt, skal ligeledes fremlægges skriftligt (der må eventuelt indlægges en rimelig pause til nedskrivning) og kan kun vedtages ved enstemmighed.
Stk. 7. Medlemmer, som vil stille op til bestyrelsesmedlem eller suppleant, kan stille op in absentia ved på forhånd at have indsendt en motivation til den afgående bestyrelse. Motivationen, som skal være foreningen i hænde inden behandlingen af punktet “Valg af bestyrelse og suppleanter”, læses op for de fremmødte.
Stk. 8. Generalforsamlingen kan som respons på diskussioner, der opstår på baggrund af indsendte forslag på generalforsamlingen, pålægge bestyrelsen at undersøge et specifikt forhold. Et sådant pålæg skal være nedfældet skriftligt og kan vedtages ved almindeligt flertal.
Stk. 9. Alle medlemmer er berettigede til at møde og stemme på generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 10. Et medlem, der ikke kan være til stede på generalforsamlingen, kan senest 48 timer inden generalforsamlingen afgive sin stemme skriftligt til bestyrelsen angående de enkelte punkter på dagsordenen.
Kapitel 5: Regnskab og formue
§ 10. Foreningens regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret.
Stk. 2. Kassereren indkasserer foreningens indtægter og betaler de af bestyrelsen godkendte regninger. Kassereren fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomiske stilling altid kan aflæses heri, og udarbejder foreningens årsregnskab.
Kapitel 6: Tegning og hæftelse
§ 11. Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af forpersonen og et bestyrelsesmedlem.
Stk. 2. Bestyrelsen og foreningens øvrige medlemmer hæfter ikke personligt for de foreningen påhvilende forpligtelser.
Stk. 3. Foreningens regnskaber revideres af en på generalforsamlingen valgt revisor. Revisoren vælges for et år ad gangen. Revisoren skal kontrollere at regnskabet er retvisende og afgive revisionsberetning på generalforsamlingen. Bestyrelsen skal gøre relevante dokumenter og bilag tilgængelig for revisoren efter afsluttet regnskabsår. Revisoren kan ikke have andre tillidsposter i foreningen.
Kapitel 7: Støttede projekter
§ 12. Foreningen kan støtte projekter, som opfylder foreningens formål. Støtten kan bl.a. udmønte sig i økonomiske midler, materialer eller andre ressourcer, som foreningen råder over.
Stk. 2. Støttede projekter forpligtes til løbende at give en status til bestyrelsen, således at støtten løbende kan justeres efter behov.
Stk. 3. Foreningen kan til enhver tid trække støtten til et projekt, hvis det vurderes, at det ikke længere opfylder foreningens formål og/eller misbruger foreningens navn eller materialer.
Kapitel 8: Vedtægtsændringer
§ 13. Til ændring af nærværende vedtægt, herunder fusion med andre foreninger, kræves vedtagelse på generalforsamlingen med 2/3 af de afgivne stemmer.
Kapitel 9: Opløsning
§ 14. Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 4/5 flertal blandt samtlige medlemmer. Ved foreningens opløsning tilfalder foreningens formue en humanitær organisation efter generalforsamlingens ønske.
Beretning fra bestyrelsesåret 2025-2026
Beretning generalforsamling 2026
MEDLEMMER OG KOMMUNIKATION
Ved udgangen af 2025 havde vi 80 medlemmer, en markant stigning fra året før på næsten 20%, hvilket vi tænker bl.a. skyldes vores tilstedeværelse til de mange forskellige Prides i løbet af året. Lige nu er vi 62 medlemmer i foreningen (ift. 57 året før).
Vores nyhedsbrev, som udsendes efter stort set hvert månedlige bestyrelsesmøde, har nu 63 abonnenter. Vi gør meget ud af, at man kan få informationer om foreningens arbejde og aktiviteter uden om de store tech-platforme, så det er glædeligt at så mange vil modtage nyhedsbrevene.
Er man stadig at finde på tech-platformene, har I nok lagt mærke til, at vi har rullet vores grafiske identitet helt ud nu. Siden sidst har Instagram lavet rettelser til deres format, så vi er pt. i gang med at få rettet alle vores skabeloner til, så de fremstår professionelt til formatet.
Vores nye hjemmeside, som vi lancerede sidste år, er løbende under udvikling, så hvis I har nogle idéer til indhold, så sig endelig til.
I efteråret holdt vi en workshop for at få taget en masse stemningsbilleder. Disse skal på sigt bruges til hjemmesiden og til grafik til vores sociale medier, mens vi allerede har brugt nogle andre af billederne: Vi fik taget en række billeder af forskellige kager, og skabte tidligere på året en 2026-kalender. Hver måned byder på en ny kage, og de forskellige events målrettet det aseksuelle miljø er skrevet ind, så man kan følge med i mærkedagene.
OPLYSNINGS- OG POLITISK ARBEJDE (HERUNDER PRIDES)
Den største nyhed vedr. repræsentation fra det forgangne år, er uden tvivl teaterstykket “Rør mig, rør mig ikke”, som Teater Hils Din Mor står for. Foreningen arbejdede som konsulenter på stykket, og var inde over både manuskript og prøver. Stykket, der tager udgangspunkt i en aro-ace hovedperson, fik premiere i august i Aarhus, og vi var endda så heldige, at vores gruppe i Aarhus fik tilbudt fribilletter til en af forestillingerne. Modtagelsen af stykket – og også temaet – var overvældende god, både fra anmeldere og publikum. Stykket har siden været opsat i Svendborg og teatret er lige vendt hjem fra Færøerne, hvor det har været på turné. Efter planen kommer det til bl.a. København og spiller engang i 2026 eller 2027.
I 2025 var vi også meget aktive rundt omkring til Prides landet over. Således besøgte vi Odense Pride i maj, mens august bød på et spækket program med rundrejse til Kolding Pride, Alternativ Pride i København, Copenhagen Pride, Horsens Pride og Odsherred Regnbuedag. Vi havde vores egen bod de fleste steder, hvilket afstedkom mange spændende samtaler og meget af vores merch, der skiftede hænder. Især Horsens Pride gav os indblik i, at det at tale om aseksualitet stadig ikke er kommet meget uden for de store byer, hvilket er en indsats, vi kommer til at gøre noget ved fremover.
Og her vil jeg lade vores forskellige udvalg tage ordet (alle Martin):
- Paradeudvalget: Nyt slæb (grundet asbest), mangel på deltagere
- Debatudvalget: Åbningsdebat til CPH Pride (“Pas på dig selv!”) samt invitation til Winter Pride (“Et spektrum af tiltrækning”)
- Oplysningsudvalget:
- Ace Week, projektstyring, nyt koncept, mangel på besøgende, reklamering
- Indsats til Alternativ Pride
- Aromantic Spectrum Awareness Week 2026 (idé om online)
- Derudover deltagelse i debat i Aarhus
- Redaktionsgruppen: Status på bogprojekt
Derudover har vi lavet en del andet oplysningsarbejde, bl.a.:
- Deltagelse i paneldebat til Odsherred Pride
- Deltagelse i Odsherred Folkemøde
- Foredrag for studerende på Psykoterapeutakademiet
- Foredrag for studerende fra Sexolog- og Parterapeutuddannelsen på Gestaltinstituttet i Randers
- Foredrag for DACS (ad flere omgange)
- Arbejdet med LGBT+ Danmark og deres online ordbog, specifikt opslag vedr. aromantik og aseksualitet
SOCIALE ARRANGEMENTER
I København har vores hyggeaftener den første onsdag i måneden været sådan et trækplaster, at vi har været nødsaget til at skifte til et andet lokale i LGBT+ Danmarks lokaler. Det rum, vi plejede at bruge, havde en dårlig akustik hvis vi var mange, hvilket bogstaveligt talt gav folk hovedpine. Nu bruger vi et andet lokale, som har en langt bedre akustik, og vores besøgende har taget godt imod det. Vi plejer at være omkring 16-18 personer hver gang.
Sammen med vores eventkoordinator Kaj har vi arbejdet videre med vores planer om flere netværksgrupper i Danmark og generelt flere aktiviteter uden for de store byer. Vil du fortælle os mere om det?
Jeg vil nu give ordet videre til Noah fra netværksgruppen i Aarhus, så de kan fortælle om året fra deres perspektiv.
Dog har vi ikke en selvstændig gruppe i Aalborg, men vi har stadig fingeren på pulsen. Det kan Gry fortælle os mere om.
I slutningen af 2025 havde vi også vores årlige julefrokost, ikke kun i København, men også i Aarhus, og begge gik meget godt!
INTERNATIONALT
Takket være fundraising lykkes det den amerikanske manuskriptforfatter og skuespiller Mallie McCown at skaffe penge til at indspille en spillefilm omhandlende aseksualitet. Den havde premiere i efteråret, og har titlen “Dear Luke, Love Me”. Den ene af hovedpersonerne er åbent aseksuel, og filmen skildrer gennem et årti hans relation til den anden hovedperson, spillet af forfatteren selv. Takket være vores forperson, der personligt havde støttet projektet, fik vi arrangeret en visning for vores medlemmer i januar 2026 i København, og vi har tanker om at få arrangeret visninger i andre byer også.
Sammen med organisatorer fra hele verden er vi i gang med planerne for International Asexuality Day den 6. april. Vi kommer desværre ikke selv til at lave noget særskilt for at markere det, da vi har et travlt forår, men vi kommer til at sætte fokus på de andre spændende tiltag, der kommer til at være. Igen i år kommer der f.eks. til at være en 24 timers livestream med deltagelse af aseksuelle fra hele verden.
JUBILÆUM
For at slutte med noget særdeles festligt: I år er det 10 år siden, foreningen blev stiftet, og vi har mange planer for fejringerne. Alene i april og maj kommer vi til at afholde arrangementer i 4 byer i Danmark, hvor vi også kommer til at præsentere merchandise fremstillet til lejligheden. På vores sociale medier kommer vi til at sætte fokus på nedslag fra vores arbejde gennem årene, som vil danne rammen for en tidslinje, vi senere kommer til at lægge på vores hjemmeside.
Til august udkommer den førnævnte bog, og dertil afholder vi events i forb. med Copenhagen Pride. Vi får bl.a. den britiske aro-ace aktivist Yasmin Benoit fløjet ind, og sammen deltager vi i Pridens menneskerettighedsprogram. Det var jo meningen, at hun skulle have været i København sidste sommer, på invitation fra Priden, men det blev desværre aflyst. Så vi er glade for, at vi selv har mulighed for at bringe hende hertil.
Vi kommer også til at arrangere et meet & greet med hende henvendt til vores medlemmer, og får derudover selskab af hende til paraden. Denne gør vi også mere ud af end sædvanlig, specielt fordi vi har fået lov til at være en af de første i optoget. Alt i alt bliver det et spændende år med mange muligheder for markeringer af foreningens første 10 år!
Alt i alt kan jeg sige på vegne af den nuværende bestyrelse, at vi har været meget glade for at repræsentere jer det seneste år.
Beretning fra bestyrelsesåret 2024-2025
Beretning Generalforsamling 2025
Dette var mit (Sofias) første år som forperson for Foreningen for Aseksuelle, og det har været et spændende – omend en smule kaotisk – år, med masser af omvæltninger.
Medlemmer og kommunikation
Vi sluttede 2024 af med 67 antal medlemmer som er et fald med 5 fra sidste år. Og lige nu er vi på 57. Vi er ikke umiddelbart urolige om forskellen, da vi ud fra erfaring har set at tallet bevæger sig op og ned i løbet af året.
Efter hvert bestyrelsesmøde (ca hver måned) udsender bestyrelsen et nyhedsbrev hvori man kan få et overblik over hvad der for nuværende optager bestyrelsen, hvad der er på vej, og hvilke arrangementer der kommer. Vi har lige nu 25 modtagere af dette nyhedsbrev, og tallet vokser løbende, da nye medlemmer som regel vælger at tilmelde sig. Hvis nogen her har lyst til at tilmelde sig, tag endelig kontakt med os, så skriver vi jer på listen!
Vi har også arbejdet ekstra hårdt i år på at opdatere vores hjemmeside, samt vores logo, og som I måske har opdaget er begge allerede blevet offentliggjort 🙂
(Tovholderen for projektet, Maja, fortalte her mere om processen)
Oplysnings- og politisk arbejde (herunder Pride)
Som mange af jer sikkert er opmærksomme på, blev dette års Prides farvede af konflikter om de store globale kriser, hvordan de ansvarlige forholdt sig til dem, og hvad deres sponsorer mente om dette. Dette skabte desværre en besværlig situation for vores (forholdsvis) lille forening, og gjorde at vi stod til at lave nogle hårde valg omkring vores deltagelse i København Pride i år.
Vi valgte derfor at skrive ud til jer, vores medlemmer, for at høre hvad I syntes. Vi er virkelig taknemmelige for hvor mange af jer der tog jer tid til at ikke blot svare, men også skrive kommentarer med jeres tanker.
Til sidst endte vi med at ikke være med til sommer Pride i København i år – men vi gjorde hvad vi kunne for at stadig sprede opmærksomhed om aseksualitet (med et oplysningsevent i Indre By), samt at skabe et fælles rum for at fejre dagen (med et hygge event i Frederiksberg Have). Begge events gik meget godt og vil sagtens kunne inkorporeres i fremtidige fejringer – uanset hvad den fremtidige bestyrelse ellers planlægger.
Og her vil jeg lade nogle af vores udvalgs-tovholdere tage ordet. Martin, vil du starte med at tale for Paradeudvalget? (Martin berettede om udvalgets aktiviteter)
Og måske vil du også læse udtalelsen fra Tor op, som taler for Debatudvalget? (Martin læste udtalelsen højt)
Nu har vores oplysningsarbejde i år ikke fokuseret helt ud på Pride – så jeg vil også gerne give ordet til Astrid, for at fortælle om hvad vores Oplysningsudvalg har været fokuseret på det seneste år. (Astrid fortalte her om udvalgets aktiviteter)
Og så har vi fået en helt ny gruppe, som vi præsenterer i år. Martin, vil du fortælle mere? (Martin berettede om redaktionsgruppen og dens arbejde)
Derudover har bestyrelsen også selv lavet en del oplysningsarbejde i løbet af året. Som f.eks.
– Deltagelse i podcasten “Regnbueland”
– Deltagelse i flere konferencer med LGBT+ temaer
– Synlighedsevent under CPH Pride på Strøget
– Deltagelse i paneldebat til Odsherred Pride
– Deltagelse i Socialdemokraternes Regnbuenetværks nytårskur
– Foredrag for Under Regnbuen Odsherreds ungegruppe
Sociale arrangementer
I København har vi i de seneste par år set et stigende antal deltagere til vores hyggeaftener. Men desværre er det modsatte sket for mange af vores netværksgrupper i resten af landet, hvilket betød at vi i 2024 måtte sætte dem på pause imens vi undersøgte muligheder for at starte op igen med friske øjne og ideer.
Sammen med vores nye eventkoordinator Kaj har vi holdt flere møder med dem som er ansvarlige for at holde netværksgrupper i Danmark – for at udveksle ideer, danne et større netværk, og finde nogle gode ideer for fremtidige events. Og for visse af vores netværksgrupper ser det ud til at have virket. Kaj har forberedt en udtalelse men havde desværre ikke mulighed for selv at tage ordet. Martin, har du lyst til at læse Kajs udtalelse op, og måske uddybe lidt selv, da du var med på mødet? (Kajs udtalelse blev læst højt)
Jeg vil nu give ordet videre til Luka fra netværksgruppen i Aarhus, så de kan fortælle om året fra deres perspektiv. (Luka berettede om Aarhus-gruppen)
I slutningen af 2024 havde vi også vores årlige julefrokost, hvilket gik meget dejligt 🙂
Internationalt
I det seneste år har der været et dramatisk fald i LGBTQIA+ rettigheder internationalt, og vi har (som mange andre) set på udviklingen med uro i maven. Da der indtil videre ikke har været meget vi har kunnet gøre for at vende udviklingen har vi prøvet at fokusere på hvad vi kan gøre herhjemme.
Et eksempel på den nedadgående udvikling i resten af verden er Ungarn. Her har de for nylig vedtaget en lov der forbyder afholdelsen af Pride og andre LGBTQIA+ events i landet – et direkte angreb mod LGBTQIA+ miljøet. Copenhagen Pride inviterede os til at deltage i en demonstration foran den Ungarske ambassade, og det stillede vi selvfølgelig op til. Derudover har vi også taget kontakt til vores søsterforening i Ungarn for at høre hvordan vi bedst kan støtte dem i denne hårde tid.
Derudover holdt International Asexuality Day – en international aseksuel organisation som foreningen er forbundet til – igen i år en 24-timers livestream 6. april og inviterede os til at være med. Desværre kunne vi ikke få logistikken til at gå op, så vi blev nødt til at takke nej, men vi reklamerede for eventet på vores sociale medier, og vi håber på at kunne tage del i det i fremtiden, da det lyder som et spændende event.
Alt i alt kan jeg sige på vegne af den nuværende bestyrelse at vi har været meget glade for at repræsentere jer det seneste år.
Beretning fra bestyrelsesåret 2023-2024
(Bemærk, at beretningen er i stikordsform)
Medlemmer
72 ved udgangen af 2023 (stort set det samme som ultimo 2022)
Fokus på tilgængelighed til arrangementer, primært i KBH
Første medlemsfordel – rabat hos en kropsterapeut (KBH)
SoMe og kommunikation
SoMe tilstedeværelse uændret ift. Facebook, Instagram, tumblr (og af og til YouTube)
Nyhedsbrevet: Tilbydes nye medlemmer (udkommer én gang om måneden)
Hjemmesideudvalget (ved Maja)
Oplysnings- og politisk arbejde
Oplysningsudvalget (ved Astrid)
Debatudvalget (ved Martin)
CPH Pride
Frihed fra sex og seksuel frigørelse
Maskulinitet = seksualitet?
Hør, var du ikke engang?
Køn og aseksualitet
Winter Pride
A’et og Pridebevægelsen
(Aflyst debat om aseksuelle og porno)
Paradeudvalget (ved Martin)
Prides og parader i Odense, Aarhus og Aalborg
Copenhagen Pride derudover
Mød de aseksuelle og deres forening
Øvrige
Foredrag for DACS – Foreningen af Danske Kliniske Sexologer (København i 2023, Aarhus i 2024)
Foredrag for CKI – Center for Kønsidentitet (KBH 2023)
Dialog med Teater Hils Din Mor
Konference i Vejle for LGBT+ foreninger i Danmark
Flere artikler i Heartcore (magasin udgivet af Copenhagen Pride)
Kaffemøder med Sabaah og LGBT Asylum
Lev og lad leve: Ang. hadforbrydelser
LGBT+ Danmark: Ordbog samt ministre og læserbrev
KBH kommune og deres LGBTI+ politik
Sociale events
Odense (På pause)
Aarhus (På pause)
Aalborg
(Derudover flyers til Buens Bogcafé)
København
Onsdagshygge hver måned
Julefrokost
Online
Faldende besøgstal i 2023 →
Kun hver tredje måned i 2024, hvor det er for nye til aseksualitet
Medlemsarrangementer
Foredrag med CKI/CSO (Center for Kønsidentitet og Center for Seksuelle Overgreb)
Workshop om datarettigheder
Internationalt samarbejde
Ace Organisers International og internationale samarbejder/projekter
International Asexuality Day i går
Resultater fra Asexual Community Survey 2020
Beretning fra bestyrelsesåret 2022-2023
(Bemærk, at beretningen er i stikordsform)
Medlemmer
74 ved udgangen af 2022 (stigning – bl.a. takket været øget tilstedeværelse rundt om i landet)
SoMe og kommunikation
SoMe tilstedeværelse er øget
– Instagram
– YouTube
Nyhedsbrevet: Alle kan tilmelde sig (udkommer én gang om måneden)
Oplysnings- og politisk arbejde
Oplæg/foredrag
Folkemødet i Regnbueteltet i samarbejde med Center for Magtanalyse (CMA) – forinden spørgeskema med 130+ besvarelser
CPH Pride
Samtale om livet med/uden kærlighed
Samtale om hvad sex betyder
Et opråb fra plusset
Winter Pride
Neurodivergens og ace
Bi+ romatik og seksualitet
Foredrag for alle ung-til-yngre undervisere i S&S (Kbh. + Aarhus)
Foredrag næste weekend for Mastere i Sexologi (Odense)
Prides og parader i Odense og Kolding (med bod og taler)
Copenhagen Pride derudover
Community Space-teltet
Ny folder i den forbindelse
Hyperseksualiseringsevent m/ CMA
Markering af Ace Week
Onlinekampagne med interviews
Event på Hovedbanegården
(Det nytter at spørge om hjælp)
Markering af Aromantic Spectrum Awareness Week (opslag på FB)
Øvrige
Institut for Menneskerettigheder: LGBT+ Barometer
Konference i Vejle for LGBT+ foreninger i Danmark
Bogudgivelser, vi har givet input til:
– ‘Giv mig tiden igen’ – ungdomsroman
– ‘LGBTQ+ i skolen’ – lærebog og forløb
Sociale events
Netværksmøder (i Odense og Aarhus)
Odense i juni, Aarhus i august (i samarbejde med Lambda og LGBT+Huset)
Begge har udmøntet sig i grupper, der mødes regelmæssigt
Aalborg sker lige om lidt… (Buens Bogcafé)
København
Onsdagshygge (udvidede åbningstider)
Julefrokost
Online
Øget interesse for vores temaoplæg
Internationalt samarbejde
Ace Organisers International og internationale samarbejder/projekter
Ace Conference (World Pride) i marts
International Asexuality Day lige om lidt…
Omvendelsesterapi (udtalelse fra Europarådets kommissær for menneskerettigheder)
Foreningens udvalg og registre (tak for deres hjælp)
Debatudvalget
Paradeudvalget
Oplysningsudvalget
Foredragsholderresgistret
(Man kan blive medlem af dem, hvis man lyster)
…og derudover kan vi nedsætte andre udvalg, hvis der er ønsker og kræfter til det
Beretning fra bestyrelsesåret 2021-2022
MEDLEMMER OG KOMMUNIKATION
Antallet af medlemmer i foreningen er på 50 (marts 2021; vi havde 45 medlemmer april 2021). Vi havde 67 medlemmer ultimo 2020 og 55 året før. Vi vækster langsomt, og en del af udviklingen det seneste års tid har helt klart været grundet World Pride (mere om dette senere). Bestyrelsen ser gerne at udvikle foreningen, hvilket vi ikke kommer udenom kommer til at kræve flere hænder, så for at nå dette, har vi bl.a. forinden denne generalforsamling igangsat en spørgeskemaundersøgelse blandt folk i det aseksuelle miljø for at få deres input om foreningens arbejde og for at høre dem, hvad der skal til for at få dem til dels at være medlemmer, dels at blive aktive hos os. Resultaterne fra undersøgelsen kommer til at indgå i den kommende bestyrelses arbejde og vil være med til at angive retningen for foreningen det kommende år.
I det forgangne bestyrelsesår har bestyrelsen udgivet 11 nyhedsbreve om vores arbejde. De kan alle læses på forum og per mail, hvis man er tilmeldt vores mailingliste. Fremadrettet spørger vi nye medlemmer om de vil med på listen, så de derved hurtigt kan få et indblik i, hvad der rører sig i foreningen.
ØKONOMI
Økonomisk set gik 2021 virkelig godt – vi kom ud af året med et overskud på over 7.000 kr. (ligesom året før). Vi har for tiden en godt foret bankkonto, hvilket betyder vi har mulighed for at sætte gang i aktiviteter, som vi ikke havde økonomi til tidligere. Mere om dette senere.
OPLYSNINGS- OG POLITISK ARBEJDE
Vi har afholdt et par oplæg siden sidste generalforsamling (se link til foredragslisten øverst på siden):
- Foredrag om FAD, oplæg for Netværket for frivilligt socialt arbejde i LGBT+ miljøet, 16/9-2021.
- ”Livet som aseksuel”, oplæg for DACS (Dansk Forening for Klinisk Sexologi), 17/9-2021.
- ”Livet som aseksuel”, oplæg for LUV Kalundborg (LGBT Ungegruppe Vestsjælland), 28/1-2022
Vi har været inddraget i et par interviews i løbet af året (se link til liste over medieomtale øverst på siden): En podcast på Radio Loud og en artikel i B.T. blev det til. Vi satte fokus på Ace Week (tidl. Asexual Awareness Week) med opslag på facebook (oktober 2021). Igen i år skrev vi rundt til de øvrige LGBT+ organisationer i Danmark med en opfordring om at markere ugen på deres sociale medier, hvilket flere af dem gjorde. Vi satte også fokus på ASAW (Aromantic Spectrum Awareness Week) med opslag på facebook (februar 2022) og en online temaaften om aromantik og amatonormativitet.
Tilbage i oktober 2020 blev resultaterne af Asexual Community Survey (ACS) 2017-2018 udgivet. ACS er skabt af Asexual Community Survey Teams, der består af frivillige kræfter, der jævnligt indsamler, analyserer og udgiver data omkring personer på det aseksuelle spektrum. Foreningen har kigget på rapporten, og vores kommentar til den kan findes på vores hjemmeside. Rapporten giver et indblik i trivselsvilkårene for aseksuelle, desværre oftest af den nedslående slags. Om noget er resultaterne et tegn på, at der er behov for tilbud specifikt rettet mod aseksuelle i forhold til trivsel og mental sundhed. Resultaterne er af foreningen blevet benyttet over for såvel øvrige LGBT+ organisationer som Ligestillingsministeriet til at slå fast, at der er brug for at medtage aseksuelle i projekter om trivsel.
Derudover er indsamlingen af data til Asexual Community Survey (ACS) 2021 er sat i gang, og siden foreningen i flere sammenhænge har brugt førnævnte resultater, når vi har været ude og fortælle om aseksualitet, så har vi selvfølgelig reklameret for denne indsamling via vores kanaler. Som noget nyt er der i år udgivet en ‘Danish translation guide’, hvor det er muligt at se spørgsmål og svarmuligheder på dansk.
På baggrund af ACS er foreningen gået i samarbejde med Center for Magtanalyse (CMA) om at søge om midler til at lave en undersøgelse om aseksuelles trivsel i Danmark. Vi har ikke publiceret data for aseksuelles trivsel i Danmark, så det er vores håb at vi i løbet af 2022 kan få lavet denne undersøgelse, så vi er bedre klædt på til at håndtere de udfordringer, aseksuelle møder.
Et led i denne undersøgelse bliver en kortere survey, som vi i foreningen er ved at udarbejde. Den danner forarbejdet for den større undersøgelse og skal hjælpe os med at afgrænse de områder og emner, der skal fokuseres på i den større undersøgelse. Resultaterne af denne survey vil blive fremlagt både til Folkemødet på Bornholm i juni, hvor vi efter alt at dømme får en tid i Regnbueteltet, samt til Copenhagen Pride i august.
Oslo Pride havde sidste år et panel på programmet – The Invisible A’s – omhandlende aseksualitet og aromantik, og foreningen var repræsenteret i panelet.
World Pride 2021 (WP) løb af stablen, om end ikke under de rammer, de havde håbet. Covid satte en del begrænsninger for de mange events. Weekenden før World Pride blev der afholdt en digital ace-konference arrangeret af AVEN i Storbritannien, og foreningen havde et oplæg hertil. Der er efterfølgende udsprunget en nordisk Discord-kanal med formålet at øge mulighederne for samarbejde mellem forskellige ace-grupperinger i regionen. Den er åben for de, der skulle være interesserede.
Derudover havde foreningen travlt i WP-ugen: Forinden lå som sagt den internationale ace-konference, og i selve Pride-ugen havde vi to paneldebatter i 1:1 Democracy-programmet, bemandede et telt to dage foran Øksnehallen med glade besøgende og deltog i en Pride March om lørdagen. Derudover holdt vi to events rettet mod vores eget miljø – et fysisk hyggearrangement og en online introduktion til foreningen. Foreningen blev derudover spurgt, om vi ville deltage i en debat om biseksualitet og -romantik, så vi var også repræsenteret der. Vi er tilfredse med vores mange events, der alle gik godt, og det var fedt at opleve, at så mange fandt frem til os til de forskellige events.
Copenhagen Pride afholdte d. 21.-27. februar 2022 Winter Pride Week, hvor der i lighed med Copenhagen Pride Week var diverse talks og arrangementer med fokus på queer-personer. Foreningen havde to events med i programmet: ‘Samtalesalon mellem en allo- og aseksuel’ og ‘Aromantisk paneldebat’. Førstnævnte ligger på YouTube.
Initiativet Beskyt Minoriteter tog initiativ til et borgerforslag om at ændre lovgivningen om hadforbrydelser. Foreningen blev spurgt, om vi ville være en del af samarbejdet, og det takkede bestyrelsen ja til. Initiativet lykkes – borgerforslaget fik nok underskrifter til at blive taget op i Folketinget, og blev stemt igennem.
Netværk for frivilligt socialt arbejde i LGBT+-miljøet – et initiativ sat i søen af LGBT+ Danmark – kom for alvor op at køre i det forgangne år. Alle frivillige sociale grupper og foreninger i hele landet kan deltage, og mange har takket ja hertil. Som nævnt tidligere holdt foreningen et kort oplæg om vores arbejde og hvordan vi er struktureret som organisation. Det affødte flere interessante kommentarer, bl.a. hvordan LGBT+-foreninger, der ikke er baseret i Københavnsområdet og ikke har nogle aktive aseksuelle i deres kreds, bedst kan inkludere os i deres aktiviteter. Det er en opgave, vi gik videre med og kom med input til.
I slutningen af november afholdt LGBT+ Danmark en LGBT+ årskonference i Vejle for føromtalte netværk og foreningen sendte to deltagere. Det blev en god mulighed for at netværke med de andre organisationer rundt omkring i landet. Derudover var der mange spændende oplæg på programmet, som bestyrelsen kommer til at inddrage i det kommende arbejde, heriblandt f.eks. om lokal organisering af lgbt+ fællesskaber. Vi fik en masse kontakter, som vi er i gang med at udnytte bedst muligt for at få organiseret lokale netværksmøder uden for hovedstadsområdet for folk på det aseksuelle spektrum. Dette har vi i foreningsregi døbt ‘Projekt Netværksmøder’, og vi vil komme mere ind på det senere.
Foreningen blev også præsenteret for en samarbejdsaftale med LGBT+ Danmark, der bl.a. vil give os muligheden for at få sparring om eks. frivillighed, organisering og aktivitetsudvikling med LGBT+ Danmarks ansatte samt tilbud om kurser, workshops og opkvalificering. Bestyrelsen diskuterede forslaget, og blev enige om, at det er noget, vores medlemmer skal sige god for, før vi kan indgå en aftale, hvorfor den er på dagsordenen senere på denne generalforsamling.
Et årligt tilbagevendende punkt er efterhånden blevet, at vi sender en velkomsthilsen til den nyudnævnte ligestillingsminister. Vi ved ikke, om regeringen har en rotationsordning blandt deres ministre om denne post – noget kunne tyde på det – men hvorom alting er, så fik vi kort forinden generalforsamlingen skrevet og ønsket Trine Bramsen tillykke med posten – og fik mindet hende om, at vi skal huskes forhold til ligestillingstiltag på LGBT+ området.
Folketingets partier har fundet penge på finansloven til at fortsætte den hidtidige 4-årige bevilling til en LGBTI Handlingsplan – nu omdøbt til en LGBT+ Handlingsplan. Den kommer til at være til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBT+ personer. I den forbindelse indkaldte Ligestillingsafdelingen under Beskæftigelsesministeriet til møde med deltagelse af alle organisationer i LGBT+ miljøet (herunder vores forening), hvor der blev diskuteret mulige indsatsområder og initiativer til planen. Selve planen udkommer til foråret.
SOCIALE EVENTS
Vi fortsatte med vores online events i 2021. Vi har vekslet mellem at have en introduktion til aseksualitet og et specifikt tema. Hvis nogen ligger inde med idéer til emner for en fremtidig temaaften, som de vil være med til at gøre til virkelighed, så kontakt os endelig – vi er altid åbne for idéer. Det er værd at bemærke, at fra april måned kommer de til at ligge den tredje tirsdag i måneden frem for den tredje torsdag.
De månedlige fysiske meetups blev startet op igen i oktober og nåede at køre i tre måneder, inden vi lukkede ned igen. Fra marts er de oppe at køre igen. Her veksler vi også mellem hyggeaftener, hvor der er fri snak og mulighed for at spille brætspil, og temadiskussioner, hvor vi f.eks. tager en snak om sex i medierne eller noget lignende. Vi har indtil videre holdt vores meetups i LGBT+ Danmarks lokaler, hvilket nok kommer til at være den primære lokation, men vi vil fremover se på muligheden for at afholde et meetup en gang imellem i de lokaler, Copenhagen Pride har. Det vil vi selvfølgelig sørge for at gøre klart i vores opslag om de enkelte arrangementer.
For første gang i lang tid lykkes det at afholde en julefrokost (november 2021)! Det var en superhyggelig begivenhed, hvor vi sad 14 mennesker (der var et par afbud pga. covid). Mange havde taget brætspil med, hvilket viste sig at være populært. Bestyrelsen overvejede at holde en påskefrokost (i 2022), men har bestemt sig for at gøre det til en forårs-/sommerfrokost i stedet.
Og nu tilbage til ‘Projekt Netværksmøder’… Som nævnt fik foreningen opdyrket en række kontakter med adgang til lokaler rundt om i landet. Således har vi kontakter til organisationer og grupper i Odense, Kolding, Aarhus, Silkeborg, Holstebro og Aalborg. I første omgang er vi gået ud til vores eget miljø og spurgt dem, hvilke byer de ville have mulighed for at deltage til møder i. Dette førte til en diskussion om, hvilke byer vi i første omgang skal satse på at lave netværksmøder i, og vi er nu i gang med at høre vores kontakter om, hvad der kan lade sig gøre – og hvornår. Bestyrelsen vil selv tage rundt og faciliterer møderne, og det er vores håb, at vi kan få organiseret nogle lokale frivillige, der vil stå for regelmæssige møder. Når der foreligger noget mere konkret, vil vi annoncere de enkelte netværksmøder.
INTERNATIONALT SAMARBEJDE
Vi samarbejder med Ace Organisers International, et forum på Discord med organisatorer fra aseksuelle grupper og organisationer fra hele verden. Organisationen står for at arrangere International Asexuality Day (IAD) den 6. april. I 2021 blev dagen markeret for første gang, og vi er godt i gang med planlægningen af dette års IAD. Formålet med dagen er at sætte fokus på aseksualitet og er et supplement til Ace Week i oktober. På den måde ligger der nu et større internationalt ace-event hvert halvår.
De forskellige lande, der er repræsenteret i forummet afholder hver deres egne events i forb. med dagen, og her i landet benyttede vi lejligheden til at dele viden om de forskellige events og projekter på Facebook: Vi delte opslag fra projektet ”Ace Stories”, der handler om at udbrede historier fra aces i underrepræsenterede lande, og derudover medvirkede vi i en præsentationsvideo om IAD samt en artikel til en tysk blog.
IAD var derudover tydeligt gennem opslag på bl.a. Tumblr, Reddit og Twitter – på sidstnævnte trendede IAD endda. Danske organisationer som CPH Pride, CPH2021 og LGBT+ Danmark delte også opslag om dagen.
Til slut har vi sagt ja til et samarbejde med AUREA – Aromantic-spectrum Union for Recognition, Education, and Advocacy.
Beretning fra bestyrelsesåret 2020-2021
Som tilfældet med så mange andre organisationer, så begrænsede Covid-19 vores aktiviteter og arbejde det forgangne år. I stil med resten af befolkningen, blev vores møder og meetups digitale og vores fysiske meetups, herunder vores traditionelle julefrokost, aflyst. Som erstatning holdt vi en hyggelig jule-frokostgåtur, hvor vi medbragte madpakker og spiste sammen.
Antallet af medlemmer i foreningen er 45 (april 2021; vi havde 40 medlemmer april 2020). Vi havde 55 medlemmer ultimo 2020 og 50 året før. Bestyrelsen har længe set det som en nødvendighed at øge medlemstallet, for at kunne opnå et volumen der gør det muligt at gennemføre de ting, vi gerne vil. Både for at kunne tale med en stærkere stemme i debatten, og for at sikre foreningens eksistens fremadrettet. Væksten i år har ikke været som vi havde ønsket (Corona og manglende fysiske arrangementer har ikke hjulpet), og der bør nok sættes endnu større fokus på dette område i den kommende tid, hvis det skal flytte noget.
I det forgangne (korte) bestyrelsesår har vi udgivet 4 nyhedsbreve om bestyrelsens arbejde. De kan alle læses på forum – og som noget nyt kan man få det sendt per mail når det udkommer. I 2021 har vi opprioriteret nyhedsbrevet, så de nu kommer oftere (planen er et efter hvert bestyrelsesmøde).
Både vores oplysningsudvalg og vores arbejdsgruppe til understøttelse af sociale aktiviteter startede ud i efteråret 2020 med de første møder. Hvis nogen kunne være interesserede i nogle af vores udvalg, så ligger der en liste på forum med kontaktinfo.
Vi afholdte et seminar om medlemsinddragelse, hvilket der kom meget godt input ud af. Nogle af idéerne fra workshoppen har vi allerede implementeret, så som en opprioritering af nyhedsbrevet, som nu også tilbydes udsendt pr mail.
Derudover holdt vi en ekstraordinær generalforsamling for at få afklaret et vedtægtsspørgsmål om suppleanter.
Økonomisk set gik 2020 virkelig godt – takket være Covid-19, får vi næsten lyst til at skrive. Vi brugte stort set ingen penge på hverken arrangementer eller Prides, så vi kom ud af året med et overskud på over 7.000 kr. Vi har kørt videre med vores fonde fra sidste år, men af åbenlyse årsager er de ikke blevet benyttet (igen – Covid-19).
I forhold til oplysningsarbejde har vi afholdt et par oplæg siden sidste generalforsamling (se link til foredragslisten øverst på siden):
“Hellere kage – livet som aseksuel”, oplæg for PSKS (Psykologfagligt Selskab for Klinisk Sexologi), 21/10-2020.
”Livet som aseksuel”, oplæg for DACS (Dansk Forening for Klinisk Sexologi), 4/12-2020.
Vi fortsætter med at undervise på KU i forb. med deres sexologuddannelse (januar 2021). Vi har været inddraget i et par interviews i løbet af året (se link til liste over medieomtale øverst på siden), bl.a. på TV2 Lorry og på DR.dk, samt en podcast på RadioPlay. For fjerde år i træk satte vi fokus på Ace Week (tidl. Asexual Awareness Week) med opslag på facebook (oktober 2020). I den forbindelse udarbejdede vi et skriv til de øvrige LGBT+ organisationer i Danmark med en opfordring om at markere ugen på deres sociale medier, hvilket flere af dem gjorde. For tredje gang satte vi fokus på ASAW (Aromantic Spectrum Awareness Week) – igen med opslag på facebook (februar 2021). På facebook har vi næsten 750 følgere mod 600 året før.
Derudover har vi været interviewet om aseksualitet til fortælletid.dk, som er et supplement til folkeskolernes seksualundervisning. Vi har sendt foreningens flyers til en underviser på Seksualvejlederuddannelsen til brug for deres kursister. I foråret 2021 fik vi en henvendelse fra en forfatter, der er i gang med at skrive en bog om LGBTQ+ personer, og her hjalp vi med at formidle kontakt til en aseksuel interviewperson.
I løbet af efteråret 2020 blev der også arrangeret nogle online paneldebatter via Youtube: En om aseksualitet og fantasy (og generelt aseksuel repræsentation i litteratur) samt en om livet som aseksuel (under Viborg Pride, som tilfældigvis faldt sammen med Ace Week). Foreningen var ikke selv inden over nogle af debatterne, men vi føler det er værd at nævne, da det er arrangementer, der er kommet på benene takket være aseksuelle ildsjæle i Jylland, hvor vi tidligere selv har været udfordret i forhold til at få lavet arrangementer. Vi har kontakt til de personer, der var med til debatterne, så det er ikke utænkeligt vi med tiden kan finde på noget at samarbejde om.
Vi deltog i 2020 ikke i Copenhagen Pride-paraden, da denne var aflyst, men indsendte i stedet en video til brug for en digital parade. Vi var med i et event i menneskerettighedsprogrammet (’Samtalesalon om livet som aseksuel’), hvilket vi fik stor ros for, både af tilhørere og arrangørerne. Vi skulle have deltaget i Winter Pride med en paneldebat om aromantik, men måtte aflyse, da det blev en digital event, og de deltagere, vi havde fundet til vores arrangement ikke følte sig trygge ved formatet. Vi håber at vi kan få afholdt debatten en anden god gang.
Ang. World Pride 2021, så har vi gang i forskellige idéer omkring eventet, men er ikke gået i gang med konkrete planer, da det stadig ikke er til at sige, hvordan formatet for eventet kommer til at se ud. Dog ligger det klart, at der i weekenden før World Pride kommer til at være en digital ace-konference. Vi er i dialog herom med folk fra AVEN i Storbritannien, der har for vane at afholde en konference i forb. med World Pride.
Vi fik derudover overtalt Sex & Samfund til at præcisere et tal fra deres informationshjemmeside Sexlinien.dk. De brugte tallet for aseksuelle deltagere fra Sexus-undersøgelsen som indikation for antallet af aseksuelle i landet, hvilket er helt hen i vejret, og det har vi nu fået rettet, så tallet er mere retvisende.
Vi blev inddraget i udarbejdelsen af en temalørdag om aseksualitet, som blev sendt på DR2 i oktober 2020. Om end vi ikke var 100 % tilfredse med resultatet, så var den på mange måder informativ og gav et indtryk af, hvad aseksualitet er for en fisk. I tiden efter programmet var blevet sendt, kunne vi se en tydelig effekt heraf: Dels fik vi en håndfuld medlemmer takket være programmet, dels blev specifikt ‘Gruppen for Aseksuelle’ på Facebook nærmest bestormet af nye medlemmer, som alle havde set programmet og – for manges vedkommende – for første gang kunne se dem selv spejlet i programmer på TV. Så vi skylder programmet tak for at det har bragt afklaring til en masse, der tidligere var forvirrede om sig selv, og det fortæller også noget om, hvorfor repræsentation er så vigtig for minoriteter som os.
Vi fortsatte med vores digitale meetups i efteråret 2020 og ind i 2021. I forbindelse med Covid-19 supplerede vi vores faste månedlige (fysiske) meetups, med et fast månedligt online-meetup. Siden primo 2021 har vi valgt at aflyse de fysiske meetups i stedet for at flytte dem online, så vi har ét meetup om måneden, indtil der bliver åbnet for cafe-møderne igen. De faste online-møder er stadig ved at finde deres form, men vi arbejder på at have et tema hver gang – hidtil har vi bl.a. har givet en introduktion til foreningen og til vores arbejde, haft en snak om aseksualitet samt holdt digital fremvisning af føromtalte temalørdag med efterfølgende diskussion. Hvis nogen ligger inde med idéer til emner for en fremtidig temaaften, som de vil være med til at gøre til virkelighed, så kontakt os endelig – vi er altid åbne for idéer.
Vi afventer stadig mulighederne for at genoptage vores månedlige fysiske meetups.
På internationalt plan samarbejder vi med Ace Organisers International: Et forum, der har til formål at organisatorer fra forskellige lande kan mødes, socialisere, diskutere og samarbejde om spørgsmål, der vedrører det internationale aseksuelle community. I starten af 2021 gav vores samarbejde den første frugt, da vi præsenterede den første internationale afholdelse af International Asexuality Day (IAD) den 6. april. De forskellige lande, der er repræsenteret i forummet afholder hver deres egne events i forb. med dagen, og her i Danmark brugte vi lejligheden til at dele viden om de forskellige events og projekter på Facebook. IAD bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.
Takket være forummet blev vi opmærksomme på en hollandsk asylsag, hvor asylsøger skulle have givet udtryk for at være forfulgt i sit hjemland pga. sin aseksualitet. Sagen var desværre nogle år gammel, og asylsøger havde fået afslag med den begrundelse, at der ikke var nogen diskriminationslovgivning, der inkluderer aseksuelle, så derfor kunne man ikke argumentere for, at asylsøger var forfulgt. Det er første gang vi her i Danmark har hørt om en asylsag på baggrund af aseksualitet, og vi er flere i forummet der er interesserede i at forfølge sagen.
Sidste år var vi til møde med Ligestillingsafdelingen under Miljø- og Fødevareministeriet for dels at gøre opmærksomme på os selv og den diskrimination, vi oplever, dels for at bede om at blive skrevet på en mailliste, som de bruger når de skal høre relevante organisationer om nye ligestillingstiltag og -lovgivning. Vi havde en god dialog og kom på maillisten, men de kunne ikke love os noget konkret, da vi ikke er omtalt i den LGBTI handlingsplan, regeringen præsenterede for nogle år tilbage. Dog ved de nu at vi findes, så det er positivt – og vi har allerede modtaget et høringssvar vedr. ny lovgivning via føromtalte mailliste.
Da den nye ligestillingsminister tiltrådte, sendte vi en velkomstmail for at fortælle ham, at vi skal huskes når der tales om ligestillingstiltag i forhold til seksualitet, og vi modtog et svar fra ministeren, der indikerede, at han havde talt med føromtalte Ligestillingsafdeling (han henviste ihvertfald til dem i sit svar).
LGBT+ Ungdom udsendte sidste år et spørgeskema for at undersøge LGBTQ+ elevers trivsel i grundskolen, og vi fik lov til at gennemgå det inden for at sikre at der var taget hensyn til aseksuelle. Siden er undersøgelsen blevet færdig og resultaterne offentliggjort, og vi er blevet lovet, at vi med tiden kan få adgang til data specifikt vedrørende aseksuelle deltagere.
Vi har videregivet vores medlemmers input til en ny kampagne fra LGBT+ Danmark omkring almen praksis og hvad man kan opleve som LGBT+ person i mødet med sundhedsvæsenet. Ydermere udkom de med et nyt politisk program, hvor vi indsendte vores kommentarer i forhold til inklusion af aseksuelle under de enkelte punkter.
Beretning fra bestyrelsesåret 2019-2020
Antallet af medlemmer i foreningen er 40 (april 2020 – vi havde 37 medlemmer april 2019); vi havde 50 medlemmer ultimo 2019 og 46 året før. Igen ligger vi stabilt ift. medlemstal, som tyder på, vi må finde på initiativer for at tiltrække flere medlemmer. Bestyrelsen har set det som en nødvendighed at foreningen vokser i medlemsantal, da det ellers vil være svært at få finde ressourcer til de opgaver vi gerne vil løse, men må erkende at det ikke er lykkes i det forgangne år. I det forgangne bestyrelsesår har vi udgivet 4 nyhedsbreve om bestyrelsens arbejde. De kan alle læses på det skandinaviske forum. Derudover har vi udarbejdet en SoMe-strategi vedr. brug af vores facebookside. Vi udsendte et spørgeskema til vores medlemmer omkring vores arbejde, og mange svarede os og gav os deres input. Vi fik mange konstruktive forslag, især i forhold til hvilke områder vi skal prioritere. Op til generalforsamlingen udgav vi en oversigt over grupper og udvalg i foreningen, som medlemmer kan bruge som værktøj til at se, hvordan de kan bidrage til foreningens arbejde. Vi nedsatte i løbet af foråret 2020 to nye udvalg – et der skal arbejde med understøttelse af sociale aktiviteter og et der skal arbejde for oplysning: Det første kommer af, at der sjældent sker noget andre steder i landet, og i Hovedstadsområdet sker det kun sjældent at andre end få aktive tager initiativ til aktiviteter – så derfor dette initiativ til at få øget aktivitetsniveauet i hele landet. Det andet er dels af ren nødvendighed, dels for at inddrage flere i foreningens arbejde. De foreslåede arbejdsopgaver for udvalget har indtil nu været varetaget af bestyrelsen, som også har mange andre ting at se til. Derfor er området nu udskilt, så det er håbet at interesserede medlemmer af foreningen fremover varetager det, og bestyrelsesarbejdet kan fokuseres omkring de mere traditionelle bestyrelsesopgaver, herunder drift og overordnet planlægning.
Corona-pandemien satte også sit præg på vores arbejde her i foråret. Vi blev nødt til at aflyse vores påskefrokost, de månedlige hyggeaftener samt udskyde vores ordinære generalforsamling. Vi fik dog flyttet de månedlige hyggeaftener til virtuelle meetups via Discord (en chattjeneste), så folk kunne mødes alligevel – denne gang hjemme fra deres egne stuer. I forbindelse med pandemien øgede vi frekvensen af vores meetups og afholdte dem to gange om måneden. Det har inden generalforsamlingen ikke været muligt at genoptage vores fysiske meetups.
Økonomisk set gik 2019 godt – vi kom ud af året med et lille overskud på ca. 1.000 kr. Vi har kørt videre med vores fonde fra sidste år – dog blev der ikke brugt penge fra dem, så vi har stadig et arbejde foran os med at få dem aktiveret mere. Vi gjorde en indsats for at udarbejde en god ansøgning til Københavns kommune vedr. §18-puljen, men fik desværre igen afslag på midler for 2020. Vi besluttede at afstå fra at søge for 2021. Vi kiggede nærmere på et par private fonde, men afstod fra at gå i gang med en ansøgningsproces. Da AVEN i efteråret 2019 bad om donationer til at dække deres server-omkostninger donerede vi 500 kr.
I forhold til oplysningsarbejde har vi igen i år afholdt en række oplæg (se link til foredragslisten øverst på siden):
- Aseksuel i et seksualiseret samfund – oplæg for Pride Talks (Copenhagen2021), 3/4-2019.
- Seksualitet – det vi ikke taler om, uKirke, Vesterbro, 11/4-2019.
- “Romantik – hvad? hvornår? og for hvem?” foredrag på Krogerup Højskole på en linje om romantik, 29/7-2019.
- Debatarrangement for japansk studiegruppe, KU, København, 31/7-2019.
- ”Hellere kage – livet som aseksuel” (udløber af Pridedebat), oplæg for DACS (Dansk Forening for Klinisk Sexologi), 30/1-2020.
- Aseksuel i et seksualiseret samfund – oplæg i forb. med Winter Pride, 19/2-2020.
Vi fortsætter med at undervise på KU (vi blev taget af programmet til juni 2020 pga. corona). Der har været et par interviews i løbet af året (se link til liste over medieomtale øverst på siden), bl.a. da den omtalte Sexus-rapport udkom (28/10-2019). I øvrigt kom vi med en kommentar til rapporten på vores hjemmeside, hvor vi udtrykte ærgrelse over, at rapporten ikke dykkede dybere ned i data fra de aseksuelle deltagere. For tredje år i træk satte vi fokus på AAW (Asexual Awareness Week) med opslag på facebook (oktober 2019). For anden gang satte vi fokus på ASAW (Aromantic Spectrum Awareness Week) – igen med opslag på facebook (februar 2020). På facebook rundede vi 600 følgere mod 500 året før, og vi har udpeget en tovholder på vores side, som er ansvarlig for oprettelse af events og reklame for disse.
Vi har fået foreningens flyers ud at ligge på Kafé Knud og i receptionen hos Sex & Samfund, som vi i øvrigt holdt et kaffemøde hos for at afdække samarbejdsmuligheder (dem var der et par stykker af). Det var planen at vi skulle ud og holde et oplæg for deres medarbejdere, men dette blev rykket grundet corona. Vi kom derudover med en kommentar til deres artikel om aseksualitet på Sexlinien.dk (hvor det værste er, at de bruger tallet for aseksuelle deltagere fra Sexus-undersøgelsen som indikation for antallet af aseksuelle i landet). Vi kom også med input til en ny lærebog i klinisk sexologi og deltog i udgivelsessymposiet for den. Vi bidrog også med viden til bogen ”Kort og godt om LGBT+” udgivet af psykolog Nina Lildal-Schrøder. Hun inviterede os efterfølgende til at komme og holde oplæg for hhv. DACS (igen) og PSKS (Psykologfagligt Selskab for Klinisk Sexologi). Vi blev inddraget i udarbejdelsen af en kommende temalørdag om aseksualitet og har fået vores fingeraftryk på planlægningen af programmet. Dele af den allerede er filmet, og det er planen at programmet sendes på DR2 til september. Derudover har vi fået offentliggjort en håndfuld blogposts på Copenhagen2021s hjemmeside. Da det er et problem for os at aseksualitet ikke medtages i undersøgelser, har vi udfærdiget en standardskrivelse, som vi i årets løb fik sendt til hhv. Ligestillingsministeriet (undersøgelse om trivsel for LGBT+-personer i danske sportsforeninger) og EU Fundamental Rights Agency (European LGBTI Survey).
Af sociale events og arrangementer har vi det meste af året haft vores faste månedlige arrangementer (der var lige corona, som flyttede dem online…) Vores temaaftener satte i det forgangne bestyrelsesår fokus på hvordan vi præsenterer aseksualitet i vores foredrag, opfølgning på Prides, CPH2021 og intro-/safe space-café. Af andre arrangementer havde vi et meetup til Copenhagen Half Marathon samt en weekendhyttetur til Gilleleje i efteråret 2019. MIX Copenhagen (LGBT+ filmfestival) havde i 2019 en kortfilm om aseksualitet, men placerede den desværre sammen med en række kortfilm, der var meget eksplicitte omkring sex – hvorfor vi ikke arrangerede noget i forbindelse med visningen. Vi har dog haft en god snak med MIX efterfølgende, og har fået kontaktinfo til instruktøren bag filmen, som vi kommer til at kontakte for at undersøge mulighederne for at vise filmen for vores medlemmer. Vi deltog i 2019 i Copenhagen Pride-paraden og var med i tre events i menneskerettighedsprogrammet (’Mere sex = mere lykke?’, ’Mød en forening’ og ’Mød det aseksuelle spektrum’ – alle gange var der fyldt med tilhørere i lokalet). Vi opererede sidste år med to Prideudvalg – et debatudvalg og paradeudvalg. Det fungerede godt, så vi har fortsat med den opdeling i år. Vi har fået to debatter (“Samtalesalon om livet som aseksuel” og “Mød det aromantiske spektrum”) med i Copenhagen Prides menneskerettighedsprogram til august. Rammerne herfor er endnu ukendte (corona igen).
På den politiske arena var vi involveret i et par ting. Da den nye regering tiltrådte sendte vi en velkomstmail til ligestillingsministeren samt til ligestillingsordførerne for de øvrige partier (dem, der havde en sådan) for at fortælle dem, at vi skal huskes når der tales om ligestillingstiltag i forhold til seksualitet. Vi modtog et standardsvar fra ministeren (hvilket vi havde forventet) og positive svar fra to af ordførerne. Derudover har vi skrevet til Ligestillingsafdelingen under Miljø- og Fødevareministeriet ift. inddragelse i arbejdet for ligestilling (det er reelt ligestillingsministeriet, vi kontakter – af organisatoriske årsager er det forankret i ovenstående ministerium). Ydermere blev vi bedt om input til SF Ungdoms LGBT+ politik, så vi kom med anbefalinger til 7 foreslåede indsatser for øge trivslen for personer på det aseksuelle spektrum. Kort inden generalforsamlingen har vi været med til et par politiske møder i LGBT+ Danmark med formålet at give input til et nyt politisk program for foreningen.
Af øvrige aktiviteter kan vi nævne, at vi har kommet med bud på oplægsholdere til menneskerettighedskonferencen 2021 under Copenhagen2021 – både i forhold til aseksualitet og aromantik. Vi har endvidere været medunderskriver på flg. initiativer:
- Udkast til regeringsgrundlag for LGBT+-området (rettet til den nye regering) – udarbejdet af LGBT+ Danmark og Copenhagen Pride.
- Udkast til lovgennemgang for at sikre ensretning af love uanset seksualitet og kønsidentitet – udarbejdet af LGBT+ Danmark.
- Fornyelse af mandat til SOGI-ekspert (SOGI = sexual orientation and gender identity) i FN – inddraget af LGBT+ Danmark.
Vi blev inviteret til seminar for og om LGBT+-miljøet i Danmark 2/11-2019 i Fredericia arrangeret af LGBT+ Danmark som led i et af de projekter, de har fået penge til via Satspuljen (kommer af regeringens LGBTI handlingsplan). Det har givet os en række kontakter, vi kan bruge på længere sigt. Derudover har vi et tilsagn om et samarbejdsmøde med LGBT+ Danmark for at tale om, hvordan vi kan bidrage til deres udvidelse af deres målgruppe (de åbner op for at arbejde for andre minoritetspersoner for så vidt angår seksuel orientering – ud over bøsser, lesbiske og biseksuelle). LGBT+ Ungdom (ungdomsafdelingen under LGBT+ Danmark) udgav et politisk katalog med 58 konkrete politiske tiltag, som i introteksten også inkluderede aseksuelle. Desværre var det tydeligt for os, at der i tiltagene ikke var indarbejdet de specifikke problemstillinger for aseksuelle, hvorfor vi havde et møde med dem for dels at forklare, hvorfor vi ikke så os inkluderet, dels for at afdække hvordan vi kan drage nytte af hinandens viden og kompetencer. Det kom der en række positive tiltag ud af, som dog ikke er iværksat endnu. Dog blev vi fornylig bedt om at gennemgå et spørgeskema fra dem, der skal undersøge LGBTQ+ elevers trivsel i grundskolen. Til slut har vi været i kontakt med Lambda – den fynske pendant til LGBT+ Danmark – som har åbnet op for foreningen qua ændringer i deres formålsparagraf. Således vil de nu arbejde for LGBTQ+-personer, og af den grund har vi inviteret os til kaffe hos dem senere på året for at afsøge mulighederne for samarbejde. På internationalt plan er vi blevet medlem af Ace Organisers International. Forummet har til formål at organisatorer fra de forskellige lande kan mødes, socialisere, diskutere og samarbejde om spørgsmål, der vedrører det aseksuelle community og bevægelsen internationalt. På længere sigt er der gode muligheder for at benytte forummet til erfarings- og vidensdeling med de andre organisationer samt diskutere tiltag i forb. med Copenhagen2021 (der er blandt andet tale om at lave en konference om aseksualitet under WorldPride i København 2021).
Beretning fra bestyrelsesåret 2018-2019
Antallet af medlemmer i foreningen ligger omkring de 30-40 stykker (46 ultimo 2018 – 43 året før). Så det ser ud til, vi ligger nogenlunde stabilt ift. medlemstal, selv om det kunne være godt med flere medlemmer, da det sikrer større repræsentativitet. I det forgangne bestyrelsesår har vi udgivet et nyhedsbrev om bestyrelsens arbejde 5 gange. De kan alle læses på det skandinaviske forum. Derudover har vi udarbejdet politikker for GDPR – persondataforordningen (kan læses på vores hjemmeside).
Økonomisk set så 2018 godt ud, da vi igen fik tildelt §18-midler fra Københavns Kommune (ligesom i 2017). Vi har kørt videre med vores fonde fra sidste år – dog blev der stort set ikke brugt penge fra dem, så vi har et arbejde foran os med at få dem aktiveret mere. Det lykkes os at bruge alle midlerne fra Københavns Kommune, dog fik vi afslag på midler for 2019, hvilket kan komme til at få betydning for vores aktivitetsniveau fremover. Det er dog usikkert hvor meget indflydelse det får, da det mestendels betyder, at der bliver større egenbetaling til de af vores arrangementer, der koster penge.
I forhold til oplysningsarbejde har vi igen i år afholdt en række oplæg (se link til foredragslisten øverst på siden). Vi fortsætter med at være med til at undervise kommende sexologer – nu udvidet så vi er med til undervisningen både på KU og på SDU. Der har været en håndfuld artikler og interviews i løbet af året (se link til liste over medieomtale øverst på siden). Det kan ses, at A’et har fået taletid, da der i flere generelle artikler om LGBT+-miljøet dukker omtale af aseksualitet op. Så selvom foreningen ikke er blevet nævnt, så er det stadig små skridt i den rigtige retning. Bemærkelsesværdigt var det også, at regeringen kom med en handlingsplan på LGBTI-området – den første af sin art. Selvom aseksuelle ikke er nævnt i den, så vil vi gøre brug af vores kontakter for at få os inddraget i de tiltag, der er relevante for os. I det mere muntre hjørne lavede vi en Pridequiz, som vi offentliggjorde på vores hjemmeside og Facebookside. For andet år i træk satte vi fokus på AAW (Asexual Awareness Week) med opslag på facebook (oktober 2018). Et af vores opslag på Facebook kom op på 1.700 visninger – en rekord for vores opslag. I år gjorde vi også opmærksom på ASAW (Aromantic Spectrum Awareness Week) med opslag på facebook (februar 2019). Vi har derudover nu over 500 følgere på Facebook ift. 400 sidste år.
Af sociale events og arrangementer har vi fortsat med vores månedlige arrangementer. Vores hyggeaftener måtte finde et nyt sted at være, da Café Nutid lukkede, så fremover mødes vi på Café Paludan. Vores temaaftener satte i det forgangne bestyrelsesår fokus på portrættering af aseksuelle i populærkulturen, deltagelse i Prides og seksualundervisning med fokus på materiale til Uge 6. Af andre arrangementer kan nævnes at vi tog en tur for at besøge Koldinghus og var med til et arrangement under MIX Copenhagen (LGBT+ filmfestival). Vi afholdte et par workshops, senest en SoMe-workshop forinden denne generalforsamling. Vi deltog i sommerens løb i Aarhus, Aalborg, Malmö og Copenhagen Pride-paraderne. Vi afholdte vores efterhånden traditionsrige julefrokost, og i 2018 inviterede vi for første gang til påskefrokost. Som de tidligere år har vi haft et Prideudvalg, der har taget sig af det overordnede i forhold til Priden + en masse frivillige, der har bakket op og støttet arbejdet samt hjulpet med en masse praktiske ting. Igen i år har vi haft udfordringer med at der sjældent er initiativer andre steder end København. Det ser ikke ud til, der sker så meget andre steder i landet. Hvordan kan vi ændre det? Igen tager vi gerne mod input. Som altid har vi fortsat understøttelsen af et skandinavisk forum under Aven.
Af øvrige aktiviteter kan vi nævne, at der i arbejdet med regeringens LGBTI-handlingsplan fra LGBT Danmarks side blev ansøgt om projekter via Satspuljen, og vores input til tværgående samarbejder mellem LGBT+-organisationer blev medtaget. Vi har været repræsenteret i forb. med LGBT Danmarks 70 års jubilæum august 2018 og modtog invitationer til Pride-receptioner i hhv. Statsministeriet og den amerikanske ambassade (vi måtte melde afbud til begge, da vores egne events under Copenhagen Pride kom i vejen). Vi var med til en høring i forhold til Kbh. Kommunes nu vedtagne LGBT+-politik, og deltog i julehygge hos Copenhagen2021. Af nye kontakter i årets løb: Vi havde en snak med en aktivist fra en Ungarsk forening for aseksuelle og har derudover fået kontakt til Sex & Samfunds LGBT+-gruppe.
Til slut har vi gjort os nogle tanker om vores fremtidige arbejde: Til april afholder vi påskefrokost igen, og i det kommende bestyrelsesår har vi ambitioner om at deltage i to Pride-parader (Aalborg i juni og København i august). Til juli skal vi holde et oplæg på Krogerup Højskole, og vi har været inddraget i en programrække, som kommer til at køre på DR2, hvor et af afsnittene kommer til at omhandle aseksualitet. Vi arbejder fortsat på at understøtte en kommende undersøgelse om aseksuelle personers forhold og livsvilkår, og fortsætter vores opsøgende arbejde med sexologer, psykologer m.fl. Derudover ser det ud til at vi har fået hul igennem til Sex & Samfund, som nærmest har monopol når det gælder seksualundervisning, så det er et meget positivt skridt, som vi skal have udnyttet. Vi er også i gang med at gøre os tanker i forb. med det kommende Eurogames og WorldPride til København i 2021!
Beretning fra bestyrelsesåret 2017-2018
Økonomisk set var det et godt år, da vi fik tildelt §18-midler fra Københavns Kommune, som gav vores økonomi et boost. Vi har også nedsat nogle fonde, som vores medlemmer kan søge: En til transport til aktiviteter på tværs af landsdelene og en til aktiviteter andre steder end i København. De 10.000 kr. vi fik tildelt fra Københavns Kommune fik alle ben at gå på – vi fik endda brugt 224 kr. for meget, som gik fra vores egen pengekasse.
I forhold til oplysningsarbejde har vi igen i år afholdt en række oplæg (se link til foredragslisten øverst på siden) – bemærkelsesværdigt er det, at vi i år er blevet bedt om at komme ud og være med til at undervise kommende sexologer. Når vi ser på listen over interviews og artikler kan vi se en nedgang i forhold til sidste år, hvilket kan forklares med, at vi dengang var ”det nye sort” i en overgang. Mediernes opmærksomhed har siden rettet sig andre steder hen (se link til liste over medieomtale øverst på siden). Vi fik gjort opmærksom på AAW (Asexual Awareness Week) vha. opslag på facebook i løbet af ugen, og samtidig fik vi den årlige begivenhed skrevet ind i vores årshjul, så vi er i bedre tid næste år. Vi deltog derudover i efteråret i en workshop faciliteret af det nye politiske parti, Feministisk Initiativ, i forb. med udformning af partiets LGBT+-politik. Vi fik trykt t-shirts til brug i forb. med oplæg og Prides og fik Indkøbt badges til fremtidig brug. Vi fik også opdateret og genoptrykt vores flyer.
Af sociale events og arrangementer har vi kørt vores månedlige arrangementer fast (temaaften hver tredje måned og hyggeaftener de andre måneder). Temaaftenerne har budt på snakke omkring skildring af aseksualitet i dokumentarer mm., aseksualitet og humor, besøg af sexolog Lucy Vittrup, som faciliterede en workshop om de forskellige tilgange der findes til sex og seksualitet samt en aften om køn. §18-midlerne er primært gået til sociale arrangementer ude i byen. Også i år fik vi afholdt et par workshops, bl.a. om foreningens vision og mission samt nogle kreativt orienterede som forberedelse til vores deltagelse i Copenhagen Pride-paraden, som vi foruden Aarhus og Malmö Pride deltog i. Til slut i 2017 bød vi på julefrokost. Rent organisatorisk har vi haft et Prideudvalg, der har taget sig af det overordnede i forhold til Priden samt en masse frivillige, der har bakket op og støttet arbejdet samt hjulpet med en masse praktiske ting. Det ser desværre ikke ud til, der sker så meget andre steder i landet, hvilket vi har gjort os nogle spekulationer omkring. Vi tager gerne mod input ift. hvordan vi bedst kan bakke op om initiativer andre steder. Derudover har vi fortsat understøttelsen af et skandinavisk forum under Aven.
Af øvrige aktiviteter kan vi nævne, at vi har fået ca. 450 følgere på facebook, og har været repræsenteret i forb. med Kafé Knuds 25 års jubilæum i maj 2017 samt til receptioner i forb. med Copenhagen Pride 2017. Vi tilsluttede os derudover Amnestys kampagne vedr. forholdene for homo- og biseksuelle mænds forhold i Tjetjenien, der kørte i 2017.
Til slut har vi gjort os nogle tanker om vores fremtidige arbejde: Til maj træder EU’s persondataforordning i kraft, hvilket vi skal have forberedt os på. I år har vi en ambition om at deltage i to Pride-parader (Aarhus i juni og København i august). Et af vores medlemmer har tanker om en undersøgelse om aseksuelle personers forhold og livsvilkår, som vi vil gøre det bedste for at understøtte. Vi er i gang med at skitsere opsøgende arbejde med sexologer, psykologer m.fl., så vi kan få udbredt viden og information om aseksualitet. På foranledning af svarene på spørgeskemaundersøgelsen til vores medlemmer har vi tanker om at holde en workshop om, hvad vores medlemmer gerne vil have. Derudover er det nu sikkert, at Eurogames og WorldPride kommer til København i 2021, og arbejdet med det bliver forankret i organisationen Copenhagen2021. Her skal vi gøre vores indflydelse gældende, så A’et bliver tænkt ind i de kommende events.
Beretning fra bestyrelsesåret 2016-2017
I forhold til oplysningsarbejde har vi i årets løb udarbejdet en flyer for foreningen samt holdt en række oplæg (se link til foredragslisten øverst på siden). Stort var det at vi kort efter oprettelsen fik en invitation til at komme og fortælle om foreningen og aseksualitet generelt til et Hertoft-arrangement – vi fik endda lov til at skyde sæsonens program i gang! Vi har også fået henvendelser til interviews og artikler, som der har været en række af i løbet af året. Den øgede mediedækning har været god, selvom det primært har været med fokus på aseksualitet som seksuel orientering og ikke om selve foreningen (se link til liste over medieomtale øverst på siden). Derudover har vi haft samtaler med flere sexologer. Et af vores medlemmer har haft gang i en spørgeskemaundersøgelse om aseksualitet, som vi har understøttet.
Af sociale events og arrangementer har vi haft et Prideudvalg, der har taget sig af det overordnede i forhold til Copenhagen Pride, hvor vi også havde arrangeret sociale events i forb. med. Vi har gennem året kørt en række workshops med det formål at få skærpet vores profil og kommunikation. Derudover har vi afholdt en julefrokost, en diskussionsaften om aseksualitet og startede et fast månedligt arrangement i København op. Hver 3. måned er en temaaften mens de øvrige er uformelle hyggeaftener. Der har allerede været afholdt 2 hyggeaftener og 1 temaaften med fokus på romantik. Vi har forsøgt os med nudging og support i forhold til at få lokale til at arrangere noget andre steder end København (er lykkedes i Aarhus). Vi har understøttet et skandinavisk forum under Aven, og har en målsætning om at lade Aven fortsætte som primært forum for sociale aktiviteter, hvilket har ledt til overvejelser om, hvordan vi bedst kan understøtte dette.
Af øvrige aktiviteter kan vi nævne, at vi har fået et godt forhold til diverse organisationer i LGBT-miljøet. Vi har fået lov til – uden omkostninger – at låne lokaler hos Kafé Knud, Copenhagen Pride og LGBT Danmark. Vi har samarbejdet med Priden om deres bud på at få Eurogames og WorldPride til København i 2021 og er med i en følgegruppe for at sikre inklusion af A’et. Vi har et godt forhold til Out & About, der har skrevet om os i opstartsfasen og lagt hjemmeside til egne artikler. Derudover har vi tilsluttet os #SygtSystem-kampagnen, som Amnesty kørte i 2016.
Til slut har vi gjort os nogle tanker om vores fremtidige arbejde: Vi vil i det kommende bestyrelsesår arbejde med vores mission og vision som forening. Til juni vil vi til vores tema-aften se på skildringen af aseksualitet (vi viser bl.a. dokumentar). Vi har en ambition om at være til stede til tre Pride-parader i løbet af året: Aarhus lørdag den 3. juni, Malmö lørdag den 5. august og København lørdag den 19. august. Til efteråret satser vi på at kunne tilbyde en hyttetur til et sted nær Göteborg og primo september vil vi deltage i Ungdommens Folkemøde 2017.