Vil du gerne være mere aktiv i Foreningen for Aseksuelle i Danmark?

Foreningen kan ikke køre rundt uden frivillige – og det er her, du kommer ind i billedet!

Hvad end det handler om at dukke op til en Pride og hjælpe med at bære en fane med det aseksuelle flag, bidrage med aktiviteter eller hjælpe til på SoMe – eller stille op til bestyrelsen – så er alle hænder velkomne.

Hvordan kan du hjælpe?

Hvis du vil bidrage aktivt til vores arbejde, kan du søge inspiration i listen her. Du skal være velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål, forslag eller ønsker at blive mere aktiv i foreningen.

  • Meld dig som frivillig til vores lokale fællesskaber, f.eks. i København, Aarhus eller Aalborg, og vær med til at skabe rammerne for vores sociale aktiviteter.
  • Arrangér en social aktivitet, f.eks. en tur på museum eller et møde på en café. Bestyrelsen kan hjælpe med annoncering.
  • Meld dig til et af vores udvalg – vi har pt. fire: Debatudvalget, der udtænker og arrangerer paneldebatter til f.eks. Copenhagen Pride, Oplysningsudvalget, der arbejder med oplysende materialer og events, Paradeudvalget, der primært står for afviklingen af foreningens deltagelse i Copenhagen Pride-paraden og Jubilæumsudvalget, der planlægger foreningens 10 års jubilæum i 2026.
  • Deltag i en Pride-parade sammen med os, og vær med til at skabe synlighed om aseksualitet.
  • Er du vant til at tale til forsamlinger? Så kan det være, at du er vores næste foredragsholder.
  • Hvis du er god til at tage billeder, kan du hjælpe os med fotomateriale til brug for SoMe og hjemmeside.
  • Derudover kan vi altid bruge folk til at hjælpe med tekster til SoMe og hjemmeside.
  • Du er også meget velkommen til at dele vores opslag på sociale medier, så vores rækkevidde øges.

Faste roller

Ønsker du at påtage dig en større og mere fast rolle i foreningen, men er måske ikke helt klar til eller interesseret i bestyrelsesarbejde, så er her en række poster, du kan hjælpe med at varetage:

  • SoMe-koordinator: Koordinerer foreningens opslag på SoMe og hjælper med strategi og optimering heraf.
  • Facebookansvarlig: Ansvarlig for at oprette alle foreningens begivenheder på Facebook samt dele opslag herom, og svare på kommentarer og beskeder fra følgere.
  • Eventkoordinator: Koordinerer foreningens arrangementer på tværs af landet og online, herunder at sikre, at faste events i videst muligt omfang afholdes med henblik på at rekruttere og fastholde medlemmer.

Bestyrelsesarbejde

Bestyrelsen arbejder primært med at sikre foreningens daglige drift og sætter retningen for foreningens arbejde. Der er specifikke arbejdsopgaver forbundet med rollerne som:

  • Forperson: ansvarlig for at lede og koordinere bestyrelsens arbejde og foreningens ansigt udadtil.
  • Næstforperson: overtager forpersonens post, hvis denne forlader bestyrelsen.
  • Kasserer: varetager foreningens økonomi og medlemsadministration.
  • Sekretær: indkalder til bestyrelsesmøder; ansvarlig for dagsordener og referater.
  • Ordinært bestyrelsesmedlem: har ikke et specifikt ansvarsområde.
  • Suppleant: få en en fornemmelse for arbejdet uden at ansvaret følger med.