Hvordan kan jeg være aktiv?

Vi vil rigtig gerne have at FAD skal være en forening hvor medlemmerne er engagerede og aktive. Bestyrelsen sætter stor pris på, at medlemmerne viser deres støtte ved at møde op til generalforsamling, workshops og andre arrangementer eller deltage i Pride-parader og forskellige udvalg.

Vi har brug for mange forskellige kompetencer i foreningen: administration, afholdelse af foredrag, udsmykning til parader og informationsmateriale og simpelthen til at bære flag og gå med i paraderne. Du kan melde dig til et udvalg, der arbejder med fx oplysningsarbejde eller Pride, og så kan du selvfølgelig stille op til bestyrelsen på den årlige generalforsamling – læs mere om bestyrelsens arbejde her.

Vil du bidrage til FADs arbejde eller det aseksuelle community?

Hvis du vil bidrage aktivt til FADs arbejde og/eller det aseksuelle community, kan du søge inspiration i listen herunder. En del af opgaverne bliver løst af bestyrelsen, hvis der ikke er andre, der vil, men vi vil rigtig gerne have medlemmerne på banen. Kontakt bestyrelsen (snabel-a) aseksuelle.dk, hvis du har nogen spørgsmål.

♠ Arrangér et socialt meetup, fx en tur i biografen/på museum, en skovtur med madpakker, eller bare et møde på en cafe. De fleste sociale arrangementer er ikke arrangeret af FAD, men bestyrelsen finder tit på noget, hvis der ikke er andre, der gør. Tit kræver det bare, at man udvælger et tidspunkt og sted, annoncerer det på forum og møder op selv! Du kan finde en lille guide til at arrangere meetups her.

♠ Meld dig til et udvalg. Vi har samlet en liste over foreningens arbejdsgrupper og udvalg, hvor du kan læse lidt om, hvad de forskellige grupper laver, og hvem du skal kontakte, hvis du vil være med.

♠ Vær aktiv på ScandinAven og vær med til at gøre det aseksuelle fællesskab til et levende sted med nogle spændende diskussioner.

♠ Deltag i en Pride-parade sammen med os i København eller en anden by.

♠ Deltag i de workshops, der arrangeres løbende, når bestyrelsen søger input fra medlemmerne. Det kan handle om at male og klippe-klistre, når vi laver materialer til Pride, og det kan være mere diskuterende og fx handle om retningen for foreningens oplysningsarbejde.

♠ Skriv et bidrag til FADs Q&A, hvor medlemmerne giver deres individuelle svar på nogle almindelige spørgsmål om aseksualitet. Hvis der er andet, du gerne vil skrive en artikel om til hjemmesiden, så kontakt os også gerne med dit forslag.

Hvis du har andre ideer, vil vi også gerne høre fra dig – vi er åbne for det meste, og har fx også nogle der hjælper med at lave grafik :).