Beretning fra den stiftende generalforsamling

Det er tidligt på eftermiddagen lørdag den 2. april 2016. I et af LGBT Danmarks lokaler i Nygade står kaffekander, te og frugt klar på bordet, og to æsker med kage placeret i vindueskarmen synes at love, at dagens begivenhed nok skal blive en succes.

Der begynder at være lidt klemt i lokalet i takt med, at en mindre forsamling så småt er begyndt at indfinde sig, og ekstra stole hentes fra et tilstødende lokale. Yderligere én deltager via en Skype-forbindelse. Der er ikke tale om et udvalg i LGBT Danmark. Faktisk har gruppen ikke som sådan tilknytning til foreningen, men blot fået lov at låne lokalet. Hvad de fremmødte har til fælles, er, at de alle befinder sig på det aseksuelle spektrum, dvs. (meget kort fortalt) at det er folk, der ikke eller kun sjældent tiltrækkes seksuelt af andre – og som kan blive enige om, at kage er bedre end sex.

Dagens ærinde er at stifte en forening for personer på det aseksuelle spektrum – den første af sin slags i Danmark. Den stiftende generalforsamling indledes med, at de fremmødte kort præsenterer sig selv, og hvor de har hørt om den stiftende generalforsamling. Derefter præsenterer arrangørerne tankerne bag oprettelsen af en forening for aseksuelle: Der er en generel mangel på viden om aseksualitet i samfundet, og folk på det aseksuelle spektrum har i dansk sammenhæng ikke før haft en samlet stemme. Idéen med at oprette en foreningen er derfor i høj grad at skabe synlighed både udadtil i forhold til samfundet generelt og indadtil i forhold til aseksuelle, der måske ikke før har kendt til begrebet eller mangler et sted at kunne gå hen og stille spørgsmål og møde ligesindede. Sammen med indkaldelsen til den stiftende generalforsamling er der blevet udsendt et udkast til vedtægter, som deltagerne skal diskutere og stemme om.

Den kommende forenings navn er noget af det første, der bliver drøftet, fordi det indgår i paragraf 1 i udkastet til vedtægter. Én skriver forsamlingens forslag op på et whiteboard – og der er mange. Forsamlingen beslutter at gemme dette afgørende valg til senere og gå videre med de øvrige vedtægter.

Mens der tales og diskuteres, bliver der drukket adskillige kopper te og kaffe. Der er to større stridspunkter (uden at der dog udbryder deciderede slåskampe): Dels diskuteres det i længere tid, hvad der ifølge vedtægterne skal kræves, at medlemmer opgiver af oplysninger vedrørende navn (skal det kræves at man oplyser sit rigtige navn – og hvordan skal vedtægterne beskrive dette), dels diskuteres det indgående, hvorvidt man skal have mulighed for at brevstemme og/eller stemme ved fuldmagt til foreningens generalforsamlinger. De to punkter er relaterede. Spørgsmålet om navn handler på den ene side om hensynet til, at ingen skræmmes væk af at skulle opgive sit rigtige navn, både i forhold til datasikkerhed og muligheden for at hemmeligholde sin aseksualitet, og at det er vanskeligt at skulle verificere folks opgivne navn. På den anden sider argumenteres der for, at risikoen for demokratisk misbrug er for stor, hvis man både tillader folk at brevstemme/stemme ved fuldmagt og ikke samtidig kræver, at de oplyser deres rigtige navn. Forsamlingen ender med at vedtage, at man skal opgive ”et navn”, som ikke nødvendigvis skal være det navn, der står i ens pas, og at det er muligt at brevstemme, så de, der ikke lige bor i København, har mulighed for at deltage i foreningens demokratiske processer. Detvedtages også, at det ikke skal være muligt at stemme ved fuldmagt.

Efter et stykke tid bliver det foreslået at tage en pause og endnu vigtigere at udskære de to kager, som en anonym donor har sponsoreret. (Kage er et samlende element for den aseksuelle bevægelse, så det havde været en trist affære uden!) Efter deltagerne har fortæret og nydt både chokolade- og gulerodskage, fortsætter de gennemgangen og vedtagelsen af vedtægter. Kagen synes at have haft en positiv effekt (eller også var de værste knaster måske overstået?), for tempoet bliver sat op efter pausen, og der jokes og grines mere.

Det kræver en længere række afstemninger at vælge foreningens navn, da udelukkelsen af navne sker ét for ét. Til sidst ender et flertal med at stemme for Foreningen for Aseksuelle i Danmark – et navn, der lægger op til lovende arrangementer som kage-FAD og FAD-øl.

Valget af bestyrelse og suppleanter går let, da kun én stiller op til posten som forperson, og to stiller op til de to øvrige bestyrelsesposter. Derudover får foreningen to suppleanter.

Således blev Foreningen for Aseksuelle i Danmark – Danmarks første forening for aseksuelle – stiftet, og det hele blev til slut fejret ved at poppe to flasker champagne (ligeledes sponsoreret af den anonyme donor, tak!).