Internationale markeringer
Der findes en række årligt tilbagevendende, internationale markeringer af aseksualitet (og aromantik), som FAD støtter og markerer hvert år på forskellig vis, typisk på facebook og evt. med fysiske events.
International Asexuality Day (IAD, 6. april) er en verdensomspændende kampagne med formålet at fremme kendskabet til hele det aseksuelle spektrum, herunder demiseksuelle, grey-aseksuelle og andre identiteter på spektret.
Ace Week (i slutningen af oktober) er en international kampagne, der både fejrer de fremskridt, der er sket i det forgangne år, og arbejder for forståelse for og accept af aseksualitet og mennesker på det aseksuelle spektrum. Ace Week-navnet har været brugt siden 2020 og er en videreførelse af Asexual Awareness Week, som blev stiftet tilbage i 2010.
Aromantic Spectrum Awareness Week (ASAW; midt i februar, typisk ugen efter 14/2 (Valentinsdag)) er en international kampagne, der skal sprede bevidsthed om og accept af aromantiske identiteter samt de problematikker, aromantikere står overfor, samt gøre flere mennesker opmærksomme på eksistensen af aromantik. FAD bidrager til at skabe opmærksomhed om ASAW, da der ikke findes en aromantisk organisation i Danmark.